Skip to main content

Cast a cold eye on life, on death

Overlæge Hans Harrestrup Andersen, Slagelse Sygehus. E-mail: hha@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

Efter 18 år i lyst og nød på et 4-delt sygehus er jeg rejst til et centralsygehus i et andet yderamt. Hvordan er det at skifte kultur og miljø nogle måneder før 60-års-fødselsdagen? Hvad er de væsentligste forskelle på et lille og et større sygehus ? De er ikke synlige, når det gælder professionalisme, holdånd og intramural kollegialitet, ej heller med hensyn til frustrationer, skepsis og usikkerhed på, hvad fremtiden bringer. I de tredive år jeg har været sygehusansat, er tonearten blandt personalet skiftet fra dur til mol. I 1973 var kerneydelserne diagnostik, behandling, pleje og udvikling. I 2003 er satsbetegnelserne snarere overlevelse (ikke alene patienternes), kvalitetssikring, management og benchmarking. Antallet af kvadratmeter i administrationslokalerne er steget proportionalt med antallet af klagesager, uden at jeg dog har evidensbaseret viden om nogen sammenhæng.

Min nye afdeling rummer flere senge end det samlede antal på min forrige arbejdsplads, special lægestaben er fem gange større og distancen fra konferencerum til røntgenafdeling øget fra 100 til 400 meter. Så langt, så godt. Spørgsmålet er så: er der betydende kvalitative forskelle på små og store sygehuse? Er de mindre enheder virkelig så livsfarlige, som nogen hævder? Naturligvis er det faglige vingespænd ikke det samme, når der sidder fire speciallæger omkring bordet, som når tallet er tyve. Det er også en rar fornemmelse at have 2-3 grenspecialiserede fagfæller at støtte sig til i hverdagen frem for at være afhængig af telekommunikation, Medicinsk Kompendium og tre årtiers sammensparede trials and errors.

Min påstand vedrørende arbejdspladsens bonitet skal være, at den afhænger lige så meget af de tilstedeværendes evner til at holde hus med deres faglige niveau og råderum som af antallet af meningsdannere om konferencebordet og MR-scannere i baglokalerne. Kan de små sygehuse vedkende sig begrænsningens kunst og indskrænke sig til sufficient håndtering af 85% af de indlagte, behøver de ikke at skamme sig over at anmode om assistance for de øvrige 15 procents vedkommende. Afgørende er naturligvis, at det er de rigtige 15%, der udvælges.

Forskellene på små og store sygehuse ligger først og fremmest i arbejdsgange, kommunikation og backup. I langt mindre grad i patienttilfredshed og økonomi. Det er gået op for mig, at sygehusøkonomien ikke nødvendigvis forbedres, selvom arbejdspladsen rykker nærmere Amtsrådsforeningen. Heller ikke den indenamtslige sygehusstrukturplanlægning.

Mange læger flytter i disse år fra små ikkefremtidssikrede enheder til central- og universitets-sygehuse. Bliver de større sygehuse fagligt svækket af tilgangen af os fra 127. kartoffelrække? En ting er sikkert: de små enheder gør det.

Det er ikke så fedt at præsentere sig som sygehusansat for ens borddame m/k som i de gode, gamle dage. Det udvikler sig som regel til en klokkerén show-stopper. Borddamens m/k's reaktion er jævnt hen en syndflod af vidnesbyrd og rædselshistorier, der ikke er hørt tristere siden Farum Kom-mune aflagde det seneste årsregnskab. Redningen består selvfølgelig i en af følgende to replikker: »Jeg er ganske enig. Det er helt nødvendigt, at man nedlægger de små sygehuse«. Respektive: »Jeg er helt enig. Man skulle aldrig have nedlagt de små sygehuse«.

Svaret kunne afhænge af ansættelsesstedets størrelse.