Skip to main content

Cecil textbook of medicine. 22nd edition, vol. 1-2. Goldman L, Ausiello D.

Overlæge Jens F. Dahlerup E-mail: jfdahlerup@privat.dk

1. nov. 2005
2 min.

Cecil textbook of medicine er siden 1927 udkommet hvert 3.-4. år, og i år foreligger den 22. stærkt reviderede udgave. Cecil er nu en kombination af bog, cd-rom samt website (www.cecilmedicine.com/). På website er der adgang til al tekst, illustrationer, tabeller, patientinformationer, farmakologisk database etc., og disse ting kan som materialet på cd kopieres til PowerPoint mhp. brug i undervisning. Online holdes »bogen« løbende opdateret, og der er mulighed for at overføre en PDA-version til sin håndholdte computer.

Selve bogen er inddelt i 28 overordnede områder med i alt 478 kapitler. Der er i forhold til den 21. udgave kommet 23 nye kapitler med vægt på patient-approach , klinisk farmakologi, geriatri, genetik, inflammation og immunologi samt leverlidelser, reumatologiske forhold og onkologi.

Bogen er inden for hvert emne meget systematisk opbygget med konsekvent brug af forskellige farvekoder til at fremhæve eksempelvis kliniske manifestationer og behandlingsmuligheder. Der er talrige algoritmer/flowdiagrammer, hvor der igen er brugt enkle farvekoder til fremhævelse af diagnostiske test, behandlingsmuligheder etc. Der er ved behandlinger fremhævet grad A-evidens (anført som røde referencer i teksten), der endvidere er de første referencer i litteraturhenvisningen (og der er onlinemulighed for at hente disse referencer). Der er redegjort grundigt for alle aspekter af forskellige sygdomme og lidelser med pædagogiske tegninger og illustrationer. Der er brugt mange gode kliniske fotos (i farver) samt faktabokse, hvilket hjælper med til at give et godt overblik.

Inden for de enkelte organsystemer indledes med et kapitel om, hvordan man håndterer nøglesymptomer og tegn samt paraklinisk udredning (approach to the patient ). Der er en overskuelig oversigt over disse ting i bogens første kapitel.

Samlet set giver den 22. udgave af Cecil textbook of medicine en meget grundig dækning af alle aspekter af intern medicin, og den har for internmedicineren fuldt dækkende neurologiske, dermatologiske og oto-laryngologiske opdaterede og velillustrerede afsnit/kapitler.

Bogen kombineret med onlineudgaven på website sikrer muligheden for et vedvarende opdateret referenceværk inden for intern medicin. Bogen er pædagogisk set en nyskabelse i forhold til tidligere udgaver og giver mulighed for løbende via website at få adgang til de nyeste forskningsresultater inden for et delområde.

Bogen kan anbefales som et engelsksproget referenceværk for internmedicinske specialister/læger under uddannelse inden for det internmedicinske område og kan varmt anbefales på enhver internmedicinsk afdeling.

Philadelphia: Saunders, 2004.
2.506 sider. Pris: 104 GBP.
ISBN 0-7216-9653-8