Skip to main content

Central forhandling af løntillæg

1. reservelæge Hanne Madsen, Medicinsk Afdeling C, Odense Universitetshospital. E-mail: h.madsen@dadlnet.dk

6. feb. 2006
2 min.

Det er meget ærgerligt at læse, at selv formanden for Yngre Læger, Mette Worsøe, har svært ved blot at komme til at forhandle om personligt tillæg = decentral løn = Ny Løn = lokal løndannelse. Artiklen afslører vist ikke, om Mette rent faktisk fik et tillæg eller ej? [1], men artiklen slår fast, at det går bedre for lægerne vestpå. Således kan man også læse, at der i Århus Amt maksimalt er givet 1.000.000 kr. i decentral løn [2]. Så er det da værd at skrive en ansøgning! Men mon ikke Mettes historie tyder på, at tiden trods alt er inde til at få flere centralt forhandlede automatiserede løntillæg ligesom skemalæggertillæg, ph.d.-tillæg etc., så flere læger kan få glæde af Ny Løn især ved stillingsskift, som vi jo har mange af. For eksempel vil en del læger kunne få glæde af et decentralt tillæg som:

  1. Transporttilskud. Læger, der f.eks. har over 150 km til arbejde t/r. Det har ganske mange læger jo, når de på et tidspunkt skal på en A-afdeling, samt nu hvor de nye uddannelsesblokke består af ansættelse på centrale og decentrale sygehuse.

  2. Kompetencetillæg. Speciallæger, der ikke er ansat som afdelingslæge, skal have et personligt tillæg. Jeg mener, at Yngre Læger tidligere har meldt ud, at speciallæger bør ansættes som afdelingslæger, ligesom det er sket for en række praktiserende læger, når de er blevet ansat som skadestuelæger. Lønnen som afdelingslæge er vel mindst 8.000 kr. højere end 1. reservelægelønnen. Speciallægetillægget alene er jo ikke engang 1.000 kr. højere pr. måned end det tillæg, der går forud for speciallægetillægget.

  3. Forskningsaktivitet. Artikel publiceret i peer review-tidsskrift udløser engangsbeløb, når man har en fuldtids klinisk ansættelse. Ja, forskning er en del af yngre lægers arbejde, men hvor og hvornår var det lige, den artikel blev skrevet?

Så kære Yngre Læger - kan I ikke hjælpe Mette og os andre med dette?

Findes der i øvrigt tal for, hvor stor en procentdel af de afsatte penge til Ny Løn, de yngre læger rent faktisk får? Får vi dem, vi skal have?

Interessekonflikt: Hanne Madsen har selv ansøgt om kompetencetillæg, da hun er speciallæge i klinisk farmakologi og aktuelt ansat i lungemedicinsk overgangsblok.


Referencer

  1. Larsen K. Løntillæg? Det er vist noget, du har misforstået! Ugeskr Læger 2006;168:88-9.
  2. www.laeger.dk/løn og overenskomst/yngre læger/decentral løndannelse