Skip to main content

Christensen MK, ed. Aldring og bevægelse i idræt

Århus: Forlaget Klim, 2003. 126 sider. Pris: 169 kr. ISBN 87-7955-195-5 Henning Sell

1. nov. 2005
2 min.

I takt med den stigende samfundsmæssige interesse for kropskultur hos både unge og ældre, må denne bog betegnes som særdeles aktuel i en tid, hvor kroppen og bevægelse er blevet en betydningsfuld faktor i debatten vedr. sundhed og sygdom samt et væsentligt led i dannelse af identitet.

Bogen er en samling artikler skrevet af forskere og undervisere, som har fordybet sig i temaet ældre mennesker og deres fysiske aktivitet og må således anses som velbevandrede inden for området. Antologien, der spænder over forskellige vinkler i temaet aldring og bevægelse, indleder med Henning Kirks artikel »Aldring og bevægelse - fra afvigelse til norm«, som er baseret på forfatterens disputats »Da alderen blev en diagnose« og således også en beskrivelse af aldringens medicinhistoriske udvikling.

Interessant læsning er også Kirsten Kaya Roesslers psykologiske tanker om aldring og idræt med artiklen »Manden som faldt ud af sengen«, hvor forfatteren bl.a. fokuserer på forskellen mellem mænds og kvinders liv i alderdommen.

Lis Puggaards »Ældreidræt - forebygger det aldring?« er en gennemgang af en række undersøgelser, som alle konkluderer, hvor vigtigt det er for ældre at træne fysisk alsidigt og regelmæssigt, hvis de ønsker at bevare det fysiske funktionsniveau, hvor man kan klare sig selv.

Morten Hoffs artikel »Ældre og fysisk aktivitet«, der bl.a. peger på aktivitetsstrategierne for ældre som et område, der har undergået en tidsmæssig udvikling og modning, er absolut interessant læsning. »Endnu-ikke-ældre idrætslæreres reflektioner over kropslighed og aldring« af Mette Krogh Christensen er en fin skildring af kroppen kontra aldringen hos idrætslærere. Artiklen er baseret på hendes ph.d.-afhandling: »Når alderen indhenter én«.

Fiona Dowlings »Idrætslærerens fysiske identitet - ven eller fjende« er endnu en god beskrivelse af ældre idrætslæreres tab af identitet efterhånden som de må erkende, at deres krop påvirkes af alderen.

Den afsluttende artikel, »Livshistoriske fortællinger om dannelse, uddannelse og træning« af Else Trangbæk, er en spændende beskrivelse af kvindeidrætten op gennem tiderne og den betydning idrætten havde for kvindernes sociale liv og levned.

Bogen er bestemt anbefalelsesværdig og som nævnt er den særdeles aktuel - og det vil den altid være, ikke alene for fagfolk, lærere og studerende m.m., men også for andre, idet vi alle på et tidspunkt vil støde på fænomenet nedsat bevægelse samt vigtigheden af at være fysisk aktiv på trods af kroppens forfald - vort eget.