BLOG - Fra årsskiftet har jeg været kompagnon i et trelægekompagniskab i Brøndby og blev i den sammenhæng interviewet til flere medier. Jeg blev lidt forundret over, at det nu skulle være så særligt at blive læge i Brøndby og rent faktisk se det som et positivt tilvalg.
Fra årsskiftet har jeg været kompagnon i et trelægekompagniskab i Brøndby. Et portræt i Ugeskriftet i december 2016 affødte et interview til Zetland og Kristeligt Dagblad, begge dele med udgangspunkt i, at jeg havde nedsat mig på Købehavns ”notoriske” Vestegn, som der stod i Kristeligt Dagblad.
Begge interviews føjer sig til en fortælling om Vestegnen som socialt belastet, med store integrationsproblemer – og nu også lægerekrutteringsproblemer. Jeg blev lidt forundret over, at det nu skulle være så særligt at blive læge i Brøndby og rent faktisk at se det som et positivt tilvalg.
Hvis vi ikke får gjort noget ved de store strukturelle forhold i samfundet, der gør folk syge, så er det mindre vigtigt, om der er en læge i nærheden.
Hvordan er det så at være nynedsat i et område, som ofte problematiseres?
I den daglige kliniske praksis er det ikke etniciteten, der udgør det store problem. Der kan være sproglige barrierer, men det er sjældent nødvendigt med tolkesamtaler.
Sundhedsproblemerne, som vi håndterer, har kun i mindre grad rod i etniske skel, og mere i velkendte risikofaktorer: Kort uddannelse, arbejdsløshed, rygning og for danskere med dansk indenlandsk bagrund, alkohol. Risikofaktorer som f.eks. glimrende illustreres i Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2013. Her ligger Brøndby f.eks. højest med hensyn til prævalensen af daglige rygere – heldigvis for nedadgående, sammenlignet med 2010.
Ulighed i sundhed er med andre ord ulighed i forudsætningerne for et sundt liv.
Jo flere risikofaktorer vores/mine patienter har, jo flere helbredsproblemer. Det betyder også at den praktiserende læges effekt på folkesundheden er af mindre betydning end de overordnede strukturelle konstruktioner i samfundet.
Når vi som stand skal forsøge at skabe det bedst mulige liv for flest mulige mennesker, er det nødvendigt, at vi også kæmper for at ændre forudsætningerne for et sundt liv.
Faktaboks
På den politiske debat lyder det til tider som om, at integrationsproblemerne er alle problemers moder. Det er meget langt fra sandheden, og det bør vi gøre opmærksom på.
Vi bør kæmpe for, at uligheden i sundhed bekæmpes, der hvor den opstår. Og det er lang tid før, patienten når frem til lægen. Det er i supermarkedet, hvor usunde fødevarer bør beskattes hårdere, og cigaretter fjernes fra hylderne. Det er i trafikplanlægningen, hvor offentlig transport og cykling bør prioriteres højere. I arbejdsmarkedspolitikken, hvor vi bør indrette et arbejdsmarked, der ikke nedbryder folk, og som giver tid til en ordentlig balance mellem arbejde og familieliv.
Jeg kan selvsagt i denne blog ikke komme med mere detaljerede politiske forslag.
Min pointe er, at lægedækningsproblemerne kun er en lille del af problemerne med ulighed i sundhed. Jeg anerkender, at lægemanglen ER et reelt problem, især i Nordjylland. Jeg har en bekymring for, at politikerne så godt kan lide os, fordi befolkningen bedre kan lide læger end politikere, så det er populært at ville sørge for en ordentlig lægedækning.
Men hvis vi ikke får gjort noget ved de store strukturelle forhold i samfundet, der gør folk syge, så er det mindre vigtigt, om der er en læge i nærheden. Vi bør som nøgterne sundhedshjælpere ideligt gøre opmærksom på, at de fleste sundhedsproblemer skal løses der, hvor de opstår – og det gør de altså før, folk kommer til lægen.
