Skip to main content

De fleste kliniske afdelinger og lægepraksis i vores region er vist temmelig klare over, at lyntog nr. 1813 kommer kørende den 1.1.14 med styrke til at blæse os alle ned fra perronen og ændre i hvert fald den menige hospitalslæges arbejdsvilkår og arbejdsglæde væsentligt.

Det var vist meningen, at lægerne skulle flokkes om frivillig ansættelse i den nye 1813-ordning, men hvis man skal tro på rygtebørsen, går det ikke efter planen, og mange hospitalsafdelinger har fået ordre om at stille arbejdskraft til rådighed for dette fantastiske en-strengede system.

Er det rigtigt, at I er mange hospitalslæger, der får ringere arbejdsvilkår i form af pålagte uønskede vagter, hvor I skal se en stor del af de 800.000 patienter pr. år, som vi før tog os pænt af i lægevagten? Når I derudover har brugt tid på meningsløs dokumentation, hvor meget tid har I så tilbage til at bruge på jeres kerneydelse?

Føler I i jeres lægehjerter, at denne nye ordning giver mening for patienterne og for os? Lægevagten fungerede glimrende og billigt, før politikere og embedsmænd fik brug for at genopfinde den dybe tallerken i en ringere udgave.

Tør man foreslå, at vi kæmper sammen for at få den gamle udgave tilbage i lettere revideret form? For der er da helt sikkert elementer fra den planlagte 1813-model, som med fordel kunne indføres i den gamle udgave af lægevagten. F.eks. ventetidsinformation for akutklinikker og lettere adgang på tværs i systemet. Ligesom der er elementer fra den gamle lægevagt der med fordel kunne bruges i en ny revideret udgave - fx 500+ kompetente, men nu opsagte læger, der har lyst til at deltage i vagten i PLO-regi. Samt en gruppe meget dygtige lægevagtssekretærer og ledelse.

Jeg har personligt ikke noget imod at blive vagtfri fremover. Men jeg har noget imod, at de patienter, som jeg passer 40 timer om ugen i dagtiden fremover får dårligere vilkår, hvis de har brug for en almen mediciner i ugens andre 128 timer. Jeg har også noget imod, at mine kollegaer på hospitalet skal udføre arbejde, de hverken har tid eller lyst til.

Skal vi bare rette ind og udføre et arbejde, der åbentlyst kunne gøres bedre på anden vis? Eller skal vi stå sammen og sige stop? Sende et klart signal til politikerne om, at nu er det nok. Skal vi banke på døren til regionskontoret i samlet flok og fortælle dem, at vi ikke vil arbejde videre under vilkår, der ikke giver mening? Det mener jeg. Hvad mener du?