Skip to main content

The clinician's guide to medical writing Taylor RB.

Professor Jens F. Rehfeld E-mail: rehfeld@rh.hosp.dk

31. okt. 2005
2 min.

At kunne udtrykke sig klart og læseværdigt på skrift er væsentligt. Også for læger, og ikke mindst på det lægelige og lægevidenskabelige område. Det forudsætter nemlig så megen faglighed, at læger næsten har monopol på at skrive hele den medicinske litteratur fra lærebøger og videnskabelige artikler til populærmedicinske oversigter i diverse sundhedstidsskrifter og ugeblade. En stor del af lægestanden har formentlig på et eller andet tidspunkt ytret sig i en eller flere af kategorierne.Robert Taylor (ikke at forveksle med det gamle Hollywood-koryfæ) vil gerne hjælpe læger med at skrive. Han har baggrund i en almenmedicinsk solopraksis, hvor han blev grebet af at forfatte medicinske bøger og artikler. Nu har han en lærestol i »Family Medicine« ved Oregon Health & Science Universitet, hvor han bl.a. underviser i lægelig skribentvirksomhed og har udgivet en bog om emnet.Den kompakte bog er bred og rig på detaljer. Den dækker enhver tænkelig lægefaglig ytringsform på skrift (bøger, bogkapitler, original- og oversigtsartikler, kasuistikker, ledere, kronikker, læserbreve, boganmeldelser m.m.). Og den følger hele skrive- og publikationsprocessen fra idéen og ønsket om at udtrykke sig til betydningen af et godt netværk blandt redaktører og skrivende kolleger. Taylor understreger nødvendigheden af grammatik- og sprogbevidsthed. Og han tager afstand fra det udbredte men ulæselige fagsprog med alenlange sætninger sovset ind i delvist selvopfundne akronymer og forkortelser. Han går ind på internettets muligheder, på bibliometri og på betydningen af anstændige og balancerede referencelister. Bogen har adskillige tabeller varierende fra eksempler på fraseologiske faldgruber (»heavy weight words; hubristic words; jargon words and phrases; waffle words«) til variationer i tidsskrift-»impact factors«. Kort sagt, intet emne om »medical writing« lades urørt.Bogen henvender sig til alle slags læger. Men netop det gør den svær at anbefale. For på den ene side er den så bred og mangfoldig med så langt mellem guldkornene, at gennemlæsningen lumsk let bliver kedelig. På den anden side er den for smal og triviel som opslagsværk om den enkelte publikationsform. Den yngre læge, der skal i gang med det første videnskabelige manuskript, får ikke megen konkret hjælp. Og den ældre læge, der gerne vil udtrykke sig essayistisk formidlende, vil opleve bogen som banal.

Berlin: Springer Verlag, 2005.

266 sider. Pris: 29.95 USD.

ISBN: 0-387-22249-9