Skip to main content

Control of Communicable Diseases Manual. 18th edition Heymann DL, ed.

Lungespecialist Tage Egsmose, Gentofte

1. nov. 2005
2 min.

Control of Communicable Diseases Manual i 18. udgave er lettilgængelig pga. sin systematiske og internationale opbygning. Endvidere er den oversat til bl.a. spansk, portugisisk, italiensk og en række sprog i Asien. Dette gør det muligt for lokale sundhedsmyndigheder i WHO's seks forskellige regioner at anvende opslagsværket. Endvidere kan det være nyttigt for nogle NGO'ere og andre u-landsarbejdere at anskaffe sig og medbringe denne bog, der er i lommeformat og vejer under 500 g.Bogen udkom første gang i 1917 (sandsynligvis inspireret af den spanske syge, der resulterede i flere døde end første verdenskrig). Opslagsværket opdateres omtrent hvert fjerde eller femte år, og der har været fem redaktører gennem de snart 100 år. Den foregående redaktør, A.A. Benonsen fra the American Public Health Association, varetog opgaven i 28 år. Redaktionen af nærværende udgave er D.L. Heymann, der er ansat ved WHO's hovedkvarter i Genève. Et halvt hundrede WHO-ansatte og et tilsvarende antal eksperter fra den øvrige verden har medvirket. Det kan nævnes, at Sverige er det eneste nordiske land, der er repræsenteret i ekspertgruppen.Der omtales 140 sygdomme, eller sygdomsgrupper i bogen. Disse er alfabetisk ordnet. Det internationale klassifikationssystem (ICD) er anvendt, og sygdomskategorierne ICD 9 og 10 er anført ved hver sygdom.Den enkelte sygdom beskrives systematisk mht. identifikation, agens, forekomst, reservoir, inkubationstid, smittemåde, modtagelighed, kontrolmetode, herunder behandling, isolation og forebyggelse.

Den først omtalte sygdom er aids, mens en af de sidste er yaws. Hvor aids over en kortere årrække har udviklet sig til en katastrofe i flere kontinenter, så er yaws, der ligeledes er en smitsom sygdom, kommet under kontrol. Denne alvorlige og smertelige hudinfektion kan helbredes med en enkelt dosis 1,4 mio. penicillin-enheder injiceret intramuskulært. SARS (severe acute respiratory syndrom), en nylig opstået sygdom, opskræmte sundhedsmyndigheder i 2003. Det fremgår af bogen, at den blev diagnosticeret i februar 2003. Allerede i juli samme år havde den bredt sig til seks landområder i verden, bl.a. Canada, pga. internationale flyruter, der skaber nye smitteveje. Behandlingsmulighederne er stadig af symptomatisk karakter.

Den klareste anbefaling fremgår af bogomslagets bagside, hvor Julie L. Gerberding, Director of Centers for Disease Control and Prevention i Atlanta, skriver følgende: »Preventing the transmission of infectious diseases has never been more challenging than today in a world that is characterized by tremendous globalization, connectivity, and speed. I can think of no other ressource more vital than APHA's CCDM for health professionals to meet these challenges head-on.«

Washington DC: American Public

Health Association, 2004.

700 sider. Pris: 500 kr.

ISBN 0-8753-034-6