Skip to main content

D-vitamin-mangel er et sundhedsproblem!

Overlæge Lars Hyldstrup, medlem af Motions- og ErnæringsrådetE-mail: hyld@dadlnet.dk

28. mar. 2008
2 min.

Stig Gerdes har fat i et vigtigt problem i sit indlæg [1]: Mangel på D-vitamin er et stort problem. Motions- og Ernæringsrådet (tidl. Ernæringsrådet) har i flere sammenhænge beskæftiget sig hermed, bl.a. i rapporten »Ernæring og aldring« fra 2002. Senere er det yderligere belyst i publikationen »D-vitaminstatus i den danske befolkning bør forbedres«, der blev udarbejdet i 2005 af det daværende Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning (nu Fødevareinstituttet, DTU). Det er Motions- og Ernæringsrådets opfattelse, at problemet ikke kan løses ved et enkelt tiltag, men der er behov for en multifacetteret indsats, som retter sig mod forskellige målgrupper, som f.eks. børn, unge og ældre samt mørklødede indvandrere. Det er vigtigt at erkende, at sufficient D-vitamin-forsyning er vanskelig at opnå uden bidrag fra solen, og at en fornuftig solbestråling derfor indgår i anbefalingerne sammen med kostanbefalinger og indtag af D-vitamin i form af kosttilskud. Det er vigtigt at opholde sig i solen, blot man undgår solskoldning og ikke solbader kl. 12-15. Dette understreges af, at sufficient D-vitamin-forsyning muligvis beskytter mod visse cancerformer (colon- og prostatacancer). Ligeledes har D-vitamin betydning for immunforsvar og muskelfunktion.

Motions- og Ernæringsrådet mener ikke, at der er behov for yderligere undersøgelser eller rapporter, men at man fortsat må forsøge at implementere de forslag, der er fremsat i publikationen »D-vitaminstatus i den danske befolkning bør forbedres«. Det drejer sig om fokusering på højrisikogrupper, generel information til befolkningen og berigelse af visse fødevarer, som det kendes fra en række lande.

Som informationsmateriale til befolkningen udarbejdede Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen i 2005 pjecen »Får du D-vitamin nok?«. Specifikke pjecer til højrisikogrupperne findes til fri disposition på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Pjece til ældre [2] og pjece til mørkhudede [3].

Interessekonflikter: Lars Hyldstrup har modtaget forskningsstøtte, herunder ph.d.-projekter med hel eller delvis industrifinansiering: Lilly-Danmark, Pfizer, Roche, Novartis og Novo Nordisk. Konsulentopgaver for Lilly-Danmark, Nycomed, Roche, Novartis, Biogen-IDEC, Prescriba og Novo Nordisk.


Referencer

  1. Gerdes S. D-vitaminmangel - et sundhedsproblem? Ugeskr Læger 2008;170:359.
  2. www.sst.dk/publ/Publ2005/CFF/Dvitamin/Dvitamin_aeldre_folder/D_vitamin_Aeldre_folder.pdf /marts 2008.
  3. www.sst.dk/publ/Publ2005/CFF/Dvitamin/Dvitamin_folder/D_vitamin_folder.pdf /marts 2008.