Skip to main content

D-vitamin og prostatacancer

Civilingeniør Karl Favrbo, Nykøbing F, e-mail: favrbo@post6.tele.dk

4. nov. 2005
3 min.

Der er kommet en artikel over nogle undersøgelser af P. Tuohimaa et al, som har sammenlignet serums indhold af hydroxyvitamin D med risikoen for at få prostatacancer [1]. Undersøgelsen omfattede mænd i Finland, Norge og Sverige. P. Tuohimaa et al er kommet til den konklusion, at både lavt indhold og højt indhold af hydroxyvitamin D i serum medfører øget risiko for prostatacancer.

At lavt indhold af hydroxyvitamin D i serum øger risikoen for prostatacancer er almindelig kendt fra andre undersøgelser [2].

At højt indhold af hydroxyvitamin D i serum skulle øge cancertilfældene er umiddelbart vanskeligt at forstå. Ser man nærmere på tallene i artiklen viser det sig, at det er hos nordmændene, at højt hydroxyvitamin D i serum giver øget risiko for prostatacancer. Højt indhold af D-vitamin i blodet kommer hovedsageligt fra indtag gennem kosten i form af kosttilskud eller ved spisning af fisk. I Norge fås de høje værdier af D-vitaminer i serum ved at spise meget fisk.

RK Severson et al har foretaget en undersøgelse af 7.999 mænd indvandret fra Japan til Hawaii [3]. Man har sammenlignet kostvaner med risikoen for at få prostatacancer. Disse undersøgelser viste blandt andet, at indtagelse af tang øger risikoen for prostatacancer (RR: 1,74; 95%CL: 1,05-2,90). Tang er en del af første trin i fødekæden for fisk.

Nu er det almindelig kendt, at der i fisk kan være forureninger af karcinogener, såsom PAH, PCB, cadmium og arsen [4, 5].

Det er derfor mest sandsynligt, at når høje værdier af D-vitaminer i blodet giver øget risiko for prostatacancer, skyldes dette indtagelse af fisk med karcinogener. Dette bør selvfølgeligt verificeres ved yderlige undersøgelser.

Konsekvenserne af dette kan let blive store. Herudfra bør man således ikke spise fisk, men i stedet indtage omega-3 fedtsyrer og D3-vitaminer, som er renset for karcinogener.

Der er derfor stort behov for undersøgelser af:

  1. Indholdet af karcinogener i fødevaretilskud som levertran, fiskeolie og D3-vitamin.

  2. Indholdet af karcinogener i fiske- og skaldyrsprodukter, der sælges i Danmark.

  3. Hvor i fisk og skaldyr karcinogenerne findes.

Herved vil man muligvis kunne undgå karcinogenerne.

SVAR:


Referencer

  1. Tuohimaa P, Tenkanen L, Ahonen M et al. Both high and low levels of blood vitamin D are associated with a higher prostate cancer risk: a longitudinal, nested case-control study in the Nordic countries. Int J Cancer. 2004;108:104-8.
  2. Glerup H, Eriksen EF. D-vitamin: gamle paradokser og nye perspektiver. Ugeskr Læger 2004;166:36-40.
  3. Severson RK, Nomura AM, Grove JS et al. A prospective study of demographics, diet, and prostate cancer among men of Japanese ancestry in Hawaii. Cancer Res 1989;49:1857-60.
  4. Goksoyr A, Husoy AM, Larsen HE et al. Environmental contaminants and biochemical responses in flatfish from the Hvaler Archipelago in Norway. Arch Environ Contam Toxicol 1991;21:486-96.
  5. Berg V, Ugland KI, Hareide NR et al. Mercury, cadmium, lead, and selenium in fish from a Norwegian fjord and off the coast, the importance of sampling locality. J Environ Monit 2000;2:375-7.