Da et regionsråd svigtede patienter – og os alle

Fredbergsagen i Region Midtjylland har givet mange dønninger. Den måske værste følge var, at vi blev vidne til, at det samlede regionsråd og især forretningsudvalget i Region Midtjylland svigtede os som vælgere og som patienter. Og de svigtede en af deres fundamentale roller: at være den folkevalgte samvittighed. Dermed rejser sagen noget nationalt principielt om balancen mellem administration og det tilsynsførende regionsråd. Er det hele blevet så komplekst, at et regionsråd ikke kan overskue kompleksiteten i driften af sundhedsområdet? Er balancen mellem råd og formand forrykket, så formanden snarere er en vicedirektør under administrationen end lederen af det folkevalgte råd?

Regionsrådet er vor folkevalgte samvittighed, som skal sikre, at den daglige drift og administration foregår fair, ordentligt og på et fagligt solidt grundlag til patientens bedste. Svigtes denne opgave, er der grund til på sigt at gentænke dele af styringsstrukturen. Skal det samlede råd rebalanceres i sin struktur og have mere support, faglig støtte og magt?

I sagen er der dels en personalesag, dels det faglige grundlag for personalesagen. Hvis det sidste er forkert, manipuleret eller mangelfuldt, er grundlaget for personalesagen naturligvis som følge heraf mangelfuldt. Får regionsrådet mistanke eller solide oplysninger om, at det faglige grundlag ikke er i orden, bør man sige stop i personalesagen, indtil det faglige er på plads. Men hvordan skal de gøre det, når deres eneste rådgiver er den administration, der har skabt sagen, og som de skal supervisere og lede, og når armslængde mellem formand og administration bliver for kort?

Regionsrådet og administrationen var i den konkrete sag på mange måder i ugerne op til fyringen blevet adviseret om, at det faglige grundlag for sagen var mangelfuldt, ligesom rådet var gjort opmærksom på, at administrationen ikke havde udvist vilje til at belyse sagen fuldt ud. Alligevel lod regionsrådet »personalesagen« køre, og de så helt passivt til, at man opbyggede en falsk »patientsikkerhedssag« med genindkaldte patienter som sagesløse gidsler.

Her svigtede regionsrådets flertal både patienter og fair personalepolitik. Så gives der plads til en forvaltningsmæssig skandale.

Hvordan sikrer vi i fremtiden større faglig og politisk styrke til vore regionsråd, og at rådets formand har passende armslængde til en magtfuld administration? Hvordan sikrer vi, at administration og rådets formand betjener regionsrådet på en fyldestgørende måde?

Men af kriser kan der opstå noget godt. Region Midtjyllands passivitet førte til, at Kræftens Bekæmpelse fik initieret nogle nationale processer, som vil føre til bedre kræftdiagnostik. På sigt kan sagen også bidrage til nødvendige justeringer af styringen i regionerne.