Skip to main content

Da jeg blev dansker

Sovjetiske kampvogne i Ungarn, oktober 1956 (Foto: FORTEPAN / Nagy Gyula)
Sovjetiske kampvogne i Ungarn, oktober 1956 (Foto: FORTEPAN / Nagy Gyula)

Pal Bela Szecsi, Overlæge, Klinisk Biokemisk Afdeling/Holbæk, psz@regionsjaelland.dk

8. mar. 2022
3 min.

Billeder fra Ukraine af flygtende mødre slæbende på ejendele og børn har i den sidste uge fået mig til at genleve oplevelser fra for godt 65 år siden.

Jeg nedstammer fra ungarske jøder, men mine bedsteforældre forudså fremtiden, skiftede i tide til ungarsk klingende navne og blev katolikker. På denne måde gik min far under radaren i 1940’erne i modsætning til den mere traditionelle del af familien, som forurenede luften omkring Auschwitz. Anden verdenskrig gik dog ikke upåagtet hen over Budapest. Alle broerne over Donau var ramt, hvert tredje hus var et krater, og ikke et hus var uskadt, ej heller vort. I julen 1944 gik en luftbombe igennem alle tre etager og fik huset til delvist at styrte sammen, men bomben eksploderede ikke. Familien var i kælderen hele vinteren.

I 1956, kun 11 år derefter, kom granatnedslag og maskingeværgøen igen, og min mor, som var alene med mig, var rædselsslagen over endnu en gang at skulle se krig i øjnene. Pludselig en morgen var der tanks og russiske soldater på gadehjørnerne og døde mennesker og dyr på det nærliggende torv.

Den aften pakkede min mor en taske, sagde farvel til sine forældre og hankede op i mig, og vi gik vestover. Jeg husker den lange vej over de bare marker med lysglimt og dumpe drøn fra Budapest i det fjerne. På et tidspunkt kunne jeg ikke gå længere, og en soldat bar mig på skuldrene, indtil vi ankom til en vej, hvor en militærlastbil ventede på os.

Jeg husker ikke turen til Østrig, var formentlig faldet i søvn af træthed (jeg var fire år). Vi blev indkvarteret i en stor hal med en masse senge med 30 cm’s afstand. Østrig, et land på Danmarks størrelse, modtog på få uger ca. en million flygtninge.

Min mors tidligere mand boede i England, og det var vort mål. Hver dag tog vi opstilling i rækker foran små borde, hvor videretransport til andre lande blev arrangeret. Englandskøen var meget lang og flyttede sig langsomt. Efter nogle dage opdagede min mor, at rækken ved siden af var kortere og bevægede sig, og på et tidspunkt trådte vi et skridt til højre. Det var Danmark, et for os ukendt sted.

Vi havnede i en flygtningelejr i det gamle fyrtårn i Skagen. Befolkningen var venlig og hjælpsom (der var ikke meget organiseret hjælp), selvom det tog sin tid at vænne sig til det lokale køkken. Jeg lærte hurtigt dansk, kom i børnehave og senere skole, og endelig i 1967, da prins Henrik i hast skulle blive dansk, blev vi det også (uden håndtryk).

Jeg vil ikke sige, at jeg har været traumatiseret af hændelserne, men det overrasker mig, hvor berørt jeg bliver af at høre kalashnikovs karakteristiske gøen og at se missiler over Ukraine.

Jeg håber, at de ukrainske flygtninge, især børnene, kommer godt igennem disse rædsler og kan få et liv et eller andet sted i verden. De har i hvert fald den rigtige hudfarve.