Skip to main content

Dam M, Høgenhaven H, Madsen FF. Kirurgisk behandling af epilepsi

2. nov. 2005
2 min.

Bogen er skrevet af landets førende eksperter på området epilepsikirurgi. Forfatterne nævner selv i forordet, at bogen især henvender sig til personer, der lider af svær epilepsi og til disses pårørende. Imidlertid er bogen også beregnet på en række fagpersoner fra meget forskellige fagområder; forfatterne nævner selv patientbehandlere i bred forstand, det sociale sagsbehandlingsmiljø samt politiske administratorer og beslutningstagere. Det er indlysende, at det er vanskeligt at henvende sig til så heterogen en målgruppe med både vidt forskellige forudsætninger og vidt forskellige grunde til at søge viden om emnet. Bogen spænder over denne kløft på en beundringsværdig måde bl.a. ved at anvende dansk terminologi, hvor dette er muligt uden tab af information, ved at forklare og definere alle anvendte medicinske fagudtryk og ved at holde sig stringent til klare begrebsdefinitioner.

Hvis man på ovennævnte baggrund skulle forledes til at tro, at indholdet er forsimplet i en sådan grad, at læger ikke får noget ud af at læse bogen, tager man i høj grad fejl. Den sproglige fordanskning virker på ingen måde fagligt forfladigende. Både pædiatere, neurokirurger, neurologer, uddannelsessøgende i samme specialer og læger med behov for at opnå viden om emnet kan således i bogen få en god basal gennemgang af epilepsi-patofysiologi sat i relation til de forskellige epilepsitypers kliniske præsentationsformer, af de diagnostiske muligheder og af den tilgrundliggende beslutningsproces bag et epilepsikirurgisk indgreb.

Bogen er godt disponeret i en logisk opdeling: 1) generelt om epilepsi og anfald, 2) generelt om epilepsikirurgi, 3) undersøgelsesprogram før operation, 4) typer af kirurgisk behandling, 5) epilepsiformer der hhv. kan/ikke kan behandles kirurgisk, 6) specielle børneepilepsier, 7) resultater og risici ved epilepsikirurgiske indgreb.

Epilepsikirurgiske indgreb er indiceret udelukkende ved medicinsk ukontrollabel epilepsi, og det skal være et realistisk mål med operationen at opnå anfaldsfrihed - enten med eller uden fortsat medicinsk antiepileptisk behandling. Det operative indgreb bør almindeligvis kun anbefales, hvis begge forudsætninger er til stede. Forfatterne lægger ikke skjul på, at deres hensigt er at gøre opmærksom på, at risiko/gavn ved operation for epilepsi ofte vægtes forkert i forhold til en kumuleret betydelig risiko over årene med medicinsk ukontrollabel epilepsi.

København: Forlaget Underskoven, 2002.153 sider. Pris: 200 kr.ISBN 87-90767-46-2

Marianne Juhler