DAMPlokomotivet kører også med voksne

I Min mening i Ugeskr Læger 2009;171:443 skriver Johan Hviid Andersen (JHA), at ADHD-diagnostik er af tvivlsom validitet, og at behandling af voksne med ADHD kun bør ske i forskningsregi [1]. Argumentet er, at der ikke eksisterer specifikke kognitive, metaboliske eller neurologiske markører eller test m.m., som retfærdiggør denne diagnose.

Samme argumentation kan JHA anvende over for samtlige psykiatriske diagnoser og mange somatiske diagnoser. På JHA's eget område, arbejdsmedicin, gør argumentet sig også gældende. »Stress« har om noget sygeliggjort den danske befolkning, men er ikke en sygdom, har ingen diagnosekode og har ikke specifikke biologiske markører [2].

JHA spørger: »Voksne sidder da ikke ved morgenbor-det og hælder mælken ud på bordet og hiver dugen af. De tager vel heller ikke hen på arbejdet og sparker og råber?« [1].

Svar: Der er solid dokumentation for, at ca. 50% af unge med ADHD starter misbrug af alkohol og/eller hash i tidlig alder. Man har påvist, at især impulsforstyrrelse og letvakt vrede (»H'et« i ADHD) medfører, at man selvmedicinerer sig fra en tidlig alder for at dæmpe gemyttet og fungere socialt acceptabelt. Mange skifter job på mindste foranledning eller bliver stærkt oprevet af mindre uretfærdigheder, som får dem op i det røde felt, så de afreagerer på vej hjem på medtrafikanter, familien osv. Så nej: Den voksne sidder ikke ved morgenbordet - og der serveres ikke mælk! ADHD-far ryger fire cigaretter i rap (eller ryger hash), drikker tre kopper sort kaffe, er aldrig sulten fra morgenstunden, og så skal man i øvrigt ikke forstyrre ham. Misbrug, udstødelse fra familieliv og arbejdsmarked er hyppige problemstillinger hos voksne med ADHD. Det er mirakuløst at se, hvor stor en hjælp sådanne mennesker får af korrekt diagnose og korrekt behandling.

ADHD er ikke en sygdom (disease), ADHD er en tilstand (disorder) og er rubriceret som en udviklingsforstyrrelse. Det er vigtigt at vide, at det intet har at gøre med begavelse. Tværtimod er man ofte særdeles godt begavet på visse områder, men samtidig uforståeligt »umoden« og hjælpeløs på andre områder.

Hvorvidt en person opfylder kriterier for en given diagnose, er et dilemma, specialister inden for alle specialer forholder sig til hver dag - at stille ADHD-diagnoser er ingen undtagelse. Diagnosen er klinisk, tilstanden skal medføre væsentlig ulempe for personen eller omgivelserne, og der skal være symptomer i barneårene, før man kan stille diagnosen.

Det er sandt, som JHA skriver, at der eksisterer misbrug af ADHD-medicin, og at mange uden ADHD vil kunne opleve at præstere bedre, hvis de tager stimulerende medicin [3]. Når det er sagt, er det også sådan, at der ved ADHD er en kæmpe forbedring af præstationen, mens den hos »normale« er langt mindre.

ADHD holder ikke op med at være et socialt fænomen, fordi man bliver klogere på den biologiske problemstilling, og fordi man anvender medicin og ADHD-coaching til at afhjælpe sanseforstyrrelser og neurologisk baserede vanskeligheder. Det udelukker ikke, at skoler og arbejdspladser bør blive bedre til at skabe rammer for mennesker med denne type handikap.

Hjerneforskningen er i rivende udvikling, og billeddannende teknikker kan påvise specifikke forskelle i hjerneaktivitet og receptorer hos voksne med ADHD sammenlignet med voksne, der ikke opfylder kriterier på ADHD [4]. Meget tyder på, at voksenpsykiatrien står over for en større revolution i takt med, at vi får øjnene op for, at der inden for en række psykiatriske diagnosekategorier findes patienter, som muligvis har ADHD som deres primære handikap.