DAMPlokomotivet på rette spor?

Johan Hviid Andersen (JHA) ironiserer over DAMP (ADHD)-diagnosen og mener stort set, at den er varm luft [1]. Der er ingen specifikke kognitive, metaboliske eller neurologiske markører og ingen medicinske test for ADHD, da der ikke er veletableret neurobiologi. Behandling med Ritalin øger opmærksomheden og fokus hos såvel børn som voksne med og uden ADHD.

Marianne Breds Geoffroy (MBG) svarer herpå, at ADHD ikke er en sygdom (disease). ADHD er en tilstand (disorder) (uden at præcisere, hvad der ligger i denne distinktion), og at problemet, om person opfylder kriterier for en given diagnose, er et problem, specialister inden for alle specialer - ikke mindst JHA's speciale, arbejdsmedicin - har, da der for mange diagnoser ikke eksisterer markører eller test, som »retfærdiggør« diagnosen [2].

Jeg synes, at begge glemmer, at diagnoser ikke er naturfænomener, og at det ingen mening har at diskutere, om en diagnose er »rigtig« eller »forkert«. Diagnoser er jo nogle, vi har besluttet os for. Man kan derimod diskutere, om beslutningen er god eller dårlig, om en diagnose er hensigtsmæssig eller ej, først og fremmest ud fra om den giver vejledning om en behandling [3]. Nogle behandlinger er meget specifikke og sætter ind over for grundlæggende patogenetiske mekanismer, og diagnosen vil her typisk hvile på specifikke medicinske test. Andre diagnoser er pragmatiske afgrænsninger, som hviler på empiri.

Afgørende for ADHD-diagnosen er derfor, om den er hensigtsmæssig, om den indkredser en patientgruppe, der i særlig grad vil have glæde af behandling med Ritalin, og udelukker dem, der helst ikke skal have denne behandling. Og i denne vurdering bør indgå de problemer, JHA nævner: Når problemer medikaliseres, bliver de individualiserede og tydes ud fra en klinisk vinkel i stedet for en social og politisk. MBG svarer herpå, at ADHD ikke holder op med at være et socialt fænomen, fordi man anvender medicin. Det er jo teoretisk set rigtigt, men virkeligheden er jo en ganske anden, og MBG har da også bedre blik for splinten i arbejdsmedicinernes øjne, når hun skriver: »,Stress` har om noget sygeliggjort den danske befolkning, men er ikke en sygdom, har ingen diagnosekode og har ikke specifikke biologiske markører«.

Igen, det er ikke afgørende, om diagnosen stress har biologiske markører (endsige en diagnosekode), men om den peger på en behandling, hvis positive effekt overgår den negative effekt af medikaliseringen.