Skip to main content

Danmarks Frihedsråd bag Lægeforeningens holdning til behandling af tyske flygtninge 1945!

Alexander Krasilnikoff, Slagelse

2. nov. 2005
2 min.

I »Besættelsestidens Fakta« med undertitlen »Dokumentarisk håndbog med henblik på lovene af 1945 om landsskadelig virksomhed m.v.« udgivet af Sagførerrådet 1945, redigeret af Niels Alkil, landsretssagfører og lektor ved Københavns Universitet, kan man på side 279 læse følgende:

»Opraab angaaende Hjælp til tyske Flygtninge

Under den sidste Tids Flygtningetransporter fra Tyskland til Danmark er det på Grund af svigtende tysk Organisation forekommet, at tyske fødende Kvinder, dødssyge Smaabørn og mennesker lidende af farlige epidemiske Sygdomme har måttet indlægges paa danske Sygehuse og behandles af danske Læger og Sygeplejersker.Trods Tyskernes umennneskelige Behandling af danske Statsborgere har man ydet denne Nødhjælp.

Danske Læger og Sygeplejersker har stedse i enkelttilfælde behandlet syge Mennesker i Nød, enten det var Tyskere, allierede eller danske Sabotører - selv under Trussel om Fængselsstraf, men det er ikke en Opgave for det danske Folk, som i praksis anerkendes som allieret Nation, gennem sine Myndigheder og Organisationer at etablere Sanitetstjeneste for Tyskerne og derved lette deres Krigsførelse. Den Opgave må løses af Tyskerne selv.

Naar der fra visse sider har været fremsat Forslag om meget vidtgaaende Hjælp til Flygtningene som en Modydelse fra dansk side i Haab om at opnaa en bedre Behandling af internerede danske Gendarmer, Betjente og eventuelt andre, maa det fastslaas, at der ikke kan handles herom. Hvis Tyskerne i den 11. Time indser, at Behandlingen af de deporterede danske Statsborgere er en Skamplet paa det tyske Folk og søger at raade Bod herpaa, er det godt, men det kan ikke berettige til Forventninger om Modydelser fra dansk Side.

Den 21. Marts 1945, Danmarks Frihedsraad«

Det er nærliggende at antage, at Lægeforeningen har haft kendskab til ovenomtalte »Opraab« fra Frihedsrådet, og dette »Opraab« har været grundlæggende for Lægeforeningens henvendelse til medlemmerne den 25. marts 1945.

Det er næppe tilfældigt, at Lægeforeningen følger Frihedsrådets »Opraab« og opfordrer sine medlemmer til kun at yde lægehjælp i særlige tilfælde og i tilfælde, hvor risikoen for spedning af epidemiske sygdomme kan ramme den danske befolkning.

På denne baggrund står Lægeforeningen i et helt andet lys, end det blandt andet er forsøgt at give indtryk af i den famøse tv-udsendelse »Kun en tysker«.