Skip to main content

Dansk Forening for Kvinderet, ed. Voldtægt. Retsbeskyttelse for den krænkede - retssikkerhed for gerningsmanden

Hanne Bang Antropolog

1. nov. 2005
3 min.

Hvis et stort brød kommer hen og hugger min cykel, så vil jeg selvfølgelig protestere - er han meget stor, tør jeg måske ikke råbe meget højt. Men det er vel ikke min egen skyld, at han snupper cyklen, bare fordi jeg har dekoreret den flot med vimpler og klokker og/eller tilfældigvis står i nærheden af et stativ med bycykler? Hvis det derimod er min kønsfrihed som bliver angrebet - hvis det store brød tiltvinger sig adgang til min krop og voldtager mig, så kan det godt blive udlagt som min egen skyld. Interessant, ikke?

Ideen med denne bog er at give et bredt øjebliksbillede af voldtægtsdebatten i dag. Det er efter min mening lykkedes udmærket med en spændvidde af diskussionsoplæg fra jurister, politiet, læger og psykologer, og flere af de 12 meget forskellige indlæg giver godt stof til eftertanke.

Det kan virke lidt billigt at drage paralleller mellem indlægget om »Voldtægt i retshistorisk belysning« og »Voldtægt i henhold til Pakistans islamiske lov«, men begge indlæg understreger offerets besværligheder med at bevise overgrebet og undgå selv at blive anklaget for løsagtighed. Og der er jo slående, at det i dagens Danmark stadig er den krænkede, der alene har bevisbyrden, mens den anklagede ikke nødvendigvis har pligt til at sige sandheden og i mange tilfælde kan slippe med at påstå, at hans handling var uden overlæg.

Psykologen Annalise Rust beskriver, at mange voldtægtsofre oplever dødsangst i forbindelse med overgrebet, men at det ikke blot er selve det seksuelle overgreb, der har betydning for de efterfølgende reaktioner hos offeret. I kontakten med politi og retssystem og de lægelige og retsmedicinske undersøgelser kan der være en risiko for reviktimisering. Der er derfor al mulig grund til at gøre pilotforsøgene med modtagecentre for voldtægtsofre til permanente ordninger.

Der skelnes mellem forskellige former for voldtægt: Parvoldtægt, hvor det drejer sig om voldtægt mod en nuværende (eller tidligere) partner, er mindre forekommende (eller måske mindre anmeldt/sjældnere dømt) end kontaktvoldtægt (date-rape) og overfaldsvoldtægt, og det fremgår at 50% af alle voldtægter sker i ens eget hjem, eller hos nogen man kender. Og det peger unægteligt mod bedre personlige strategier end blot at undgå at færdes på øde steder efter mørkets frembrud.

Lone Nørgård peger i sit indlæg på, at kvinder generelt kan »øve sig på at melde klarere ud om, hvad de har lyst til at være med til seksuelt« (p. 68). Vi kunne sikkert alle sammen, mænd såvel som kvinder, være godt tjent med at blive bedre til at formulere vores ønsker og melde klart ud. Og kvinder er hverken løsagtige eller usædelige, når de oplever sig selv som seksualvæsner og siger ja, men et nej er et nej!

København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2003.

144 sider. Pris: 160 kr.

ISBN 87-574-0594-8