Skip to main content

Dansk Medicinsk Selskab: Bak op om Sundhedsstyrelsens specialevejledninger

Formand J. Michael Hasenkam, Dansk Medicinsk Selskab (DMS)E-mail: hasenkam@dadlnet.dk

24. feb. 2009
3 min.



Siden 2007 har landets hospitaler været organiseret i fem re-gioner. Samtidig med regionsdannelsen har Sundhedsstyrelsen fået til opgave at godkende de funktioner, der skal varetages på regionsniveau og på højt specialiseret niveau. Som baggrund for godkendelsen valgte Sundhedsstyrelsen at foretage en specialegennemgang.

Specialegennemgangen er blevet gennemført i en tæt dialog med bl.a. de videnskabelige selskaber. En af de centrale opgaver har været at fordele behandlingsopgaverne på hhv. hovedfunktionsniveau (dvs. basisniveau), regionalt niveau og højt specialiseret niveau. En ledetråd i planlægningen - ikke mindst for de videnskabelige selskaber - har været at samle behandlingen af sjældent forekommende sygdomme og komplicerede behandlinger på færre afdelinger end i dag.

Hvert speciale har haft sin egen faglige baggrundsgruppe med repræsentanter udpeget af de videnskabelige selskaber og af de enkelte regioner. Ekspertgruppernes oplæg har været forelagt den regionale baggrundsgruppe, som har vurderet oplæggene ud fra en regional synsvinkel.

Sundhedsstyrelsen har på baggrund af specialegennemgangen og de efterfølgende høringer udarbejdet en beskrivelse af krav til og organisering af funktionerne i hvert speciale, som har været behandlet i Det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning inden den endelige udmelding.

I Det Rådgivende Udvalg sidder der fire repræsentanter for de videnskabelige selskaber udpeget af DMS (se www.dms.dk). Disse er forud for hvert møde blevet grundigt informeret om de enkelte specialers problemfelter via formøder med de videnskabelige selskaber. Det generelle indtryk er, at selskaberne bakker op om specialevejledningerne, og stort set alle har rost Sundhedsstyrelsen i forhold til hele processen om udarbejdelse af vejledningerne.

Alle specialevejledningerne er nu godkendt af Det Råd-givende Udvalg. De er derfor gældende i henhold til sundhedsloven, og de skal nu danne grundlag for regionernes ansøgninger til Sundhedsstyrelsen om varetagelsen af behandlingsopgaver på afdelingerne.

Hver region skal senest den 1. juni 2009 foreslå, hvordan de praktisk vil organisere den behandling, der skal gives på regionalt og på højt specialiseret niveau. Sundhedsstyrelsen vil herefter gennemgå forslagene og forventer omkring den 1. oktober 2009 at udsende godkendelser, som vil gælde for tre år.

Et vigtigt mål med specialegennemgangen og specialevejledningerne har været at fremtidssikre et fagligt stærkt sundhedsvæsen. Der er ingen tvivl, om at gennemgangen vil medføre, at flere former for behandling vil blive samlet på færre afdelinger end i dag. En sådan proces kan næppe undgå at medføre skuffelser, og der vil givetvis være afdelinger, der skal nedlægge funktioner, som i dag varetages på den bedst tænkelige måde.1

I en sådan situation er det vigtigt, at man har tanke for fremtiden. Den faglige udvikling går så hurtigt, at en koncentrering af kræfterne er nødvendig, sådan at afdelinger og enkeltpersoner også i fremtiden får mulighed for at opnå og vedligeholde den nødvendige rutine, og at udviklings- og forskningsaktiviteter fortsat understøttes bedst muligt.

På nuværende tidspunkt kan man ikke dokumentere en sammenhæng imellem kvalitet og antal udførte behandlinger inden for alle behandlingsformer. Tendensen er dog klar, og ønsket om at samle behandlinger er fornuftigt og vil være med til at sikre, at vi også fremover kan tilbyde den størst mulige kvalitet i patientbehandlingen.

DMS vil på denne baggrund råde til, at man aktivt bakker op om den videre proces, og at eventuelle uenigheder inden for et speciale bliver diskuteret i det videnskabelige selskab. Det må være i alles interesse, at vi ikke får en situation, hvor enkelthistorier i pressen skaber unødig tvivl om resultatet af det meget omhyggelige planlægningsarbejde - historier, som kan danne grundlag for forhastede beslutninger. Dette vil ikke være til gavn for hverken lægerne eller patienterne.

Note

Referencer

  1. Der er dog via samarbejdsaftaler givet mulighed for, at eksperter fra en afdeling, der må afgive en funktion, kan deltage i denne på et andet sygehus.