Skip to main content

Danskerne stiller ingen spørgsmål

Seminarierektor Marie Koch, Master i Køn og Kultur (MKK), Kerteminde. Sygeplejelærer Ina Koldkjær Sølling, MKK, Ålborg. Ergoterapilærer Ulla Timann, MKK, Holstebro, E-mail: ut@cvuvita.dk

1. nov. 2005
14 min.

»Jeg har aldrig hørt en dansk kollega spørge en anden dansk kollega: hvordan går det?« Den bemærkning faldt under et af de interviews, vi har foretaget i forbindelse med specialet. Resultaterne peger på, at nydanske læger, som får ansættelse på danske sygehuse, opfatter deres nye kolleger som diplomatiske, demokratiske og hjælpsomme i forbindelse med den faglige del af arbejdsdagen. Men i pauserne er danskerne stille. De spørger ikke meget til hinandens private forhold, og nydanske læger savner ofte invitationer til at fortælle, hvordan de lever deres liv uden for sygehuset.

Masterspecialet »Historier om danskere« bygger på interviews med seks nydanske læger, som har mellem et halvt år og ti års erfaringer fra danske sygehuse. Vores inspiration fra Kulturstudier gælder diversitet - et positivt fokus på forskelle mellem mennesker, for eksempel på en arbejdsplads. Kulturelle betydninger ligger i det talte og skrevne sprog, men vi udtrykker også kultur, etnicitet og nationalitet med vores kroppe. Derfor har vi valgt udtrykket »at gøre dansk« som en samlebetegnelse for sprog og handling, og vi har i interviewmaterialet set efter begivenheder, hvor nydanskere møder danskere og undrer sig over handlemåder, som er uvante for dem. Vi har inden interviewene pointeret, at vi med »kolleger« mener alle faggrupper på sygehuset, men tendensen er, at de historier, der er vokset frem af datamaterialet, mest handler om danske lægekolleger.

Noget af det første, der springer de nydanske læger i øjnene som en dansk handlemåde, er den høje arbejdsintensitet på sygehusene. En af de interviewede - vi kalder hende Ingrid - er imponeret over, at de danske kolleger fysisk kan holde til de lange arbejdsdage med få og meget korte pauser: »Pyha«, siger Ingrid, »måske er det noget genetisk, måske kommer det fra vikingerne eller sådan noget!«

I analysen af interviewene har vi blandt andet interesseret os for, om de nydanske læger giver udtryk for et ønske om at tilegne sig de forskellige handlemåder, som de udpeger som danske - eller om de lægger afstand til nogle af dem. Hvad angår den danske arbejdsmoral erklærer alle interviewede sig villige til at arbejde hårdt og længe. Flere af dem beskriver, hvordan de sprang alle pauser over i starten, fordi blandt andet journalnotaterne krævede ekstra meget arbejde fra deres side.

Susanne har lagt mærke til et andet aspekt ved arbejdsmoralen: selv om en dansk kollega er træt efter en aftenvagt, så beklager hun sig ikke i nær samme grad som lægekollegerne i oprindelseslandet gjorde. Susanne ønsker at gøre dansk på samme ikkeklagende måde. Hun vil også gerne lære sig at give faglig kritik sådan som hun har erfaret, at danske læger er stand til det: »De bruger en måde at fortælle mig, hvis jeg tager fejl. Mere diplomatiske end i (oprindelsesland). De gør det på en måde, så jeg ikke bliver så nervøs, så jeg tror på dem«.

Interviewpersonerne oplever, at diplomati og demokrati går hånd i hånd på de danske sygehuse. Flere af dem har været forbavsede over, at man kan sige sin mening vedrørende det faglige direkte til overlægen. Det kan endda lade sig gøre at argumentere for, at overlægen tager fejl! At overlægen spiser i samme rum og ved samme bord som reservelægerne var også ganske uvant for interviewpersonerne. Denne form for demokrati ved måltiderne opfattes ligeledes som noget meget positivt.

Ingrid supplerer med følgende tillægsord om danskerne: selvbeherskede, disciplinerede og tolerante.

På grund af arbejdspresset kan tolerancen dog komme på en prøve i forhold til nydanskernes kampe med det svære, danske sprog. Sådan lyder Peters erfaringer med konferencerne: » ... så meget information på kort tid - det er hårdt, man er træt efter en halv time. Nu forstår jeg mere, men i begyndelsen ... uhhh. Jeg forstår godt, de ikke kan skifte deres måde at snakke på grund af mig. Hvis jeg beder dem om det, så kan de gøre det én dag, måske to dage, men den tredje dag gør de det på den almindelige måde igen: vrvrvrvrvrv-wowowow«. Det sidste er Peters gengivelse af lyden, når to eller flere danskere taler sammen.

Alle vores interviewpersoner har mødt en mere eller mindre udtalt forventning om, at de behersker det danske sprog temmeligt detaljeret. Nogle af dem mener, at en nydansk læge bør kunne tale noget nær perfekt dansk, allerede før hun træder ind ad døren på et dansk sygehus. Andre - som for eksempel Peter - står for det synspunkt, at motivationen for at lære perfekt dansk først kommer, når man får lov til at bruge sin lægegerning. Selv gik han arbejdsløs de første to år, han var i Danmark. Et sted fik han afslag på en ansøgning om praktikplads med den begrundelse, at han ikke talte den danske dialekt på egnen!

Selvom Peter har haft store problemer med sproget, falder det ham for det meste ikke svært at komme i kontakt med patienterne. Han kan se, at de reagerer på, at han ser anderledes ud, men »... efter at du har lavet en positiv atmosfære, sætter de deres forsvar ned og begynder at forstå dig.« Dette gælder især de ældre patienter, har Peter erfaret. De ældre tør godt være nysgerrige og spørge: hvem er du? hvor kommer du fra? Peter opfatter den type spørgsmål som udtryk for positiv interesse, i overensstemmelse med måden, man ville henvende sig til en indvandrer i den verdensdel, han kommer fra. Han mener, at mange danskere er bange for at stille den slags spørgsmål, fordi vi endnu ikke har vænnet os til indvandringen. Han ser også en forbindelse til den lette adgang til viden, som især yngre generationer af danskere har via medierne i dag. Man kan få meget at vide uden direkte at skulle spørge nogen, og det er ifølge Peter en negativ konsekvens af den teknologiske udvikling. En konsekvens, der altså slår tydeligere igennem i Danmark end i Peters oprindelsesland.

Det ligger de fleste af interviewpersonerne meget på sinde at fremhæve, at de aldrig har mødt racisme fra kolleger. Johannes finder, at danske læger er meget åbne - både indbyrdes i forhold til faglig kommunikation og udadtil over for befolkningen. Faktisk oplever han, at læger er mere åbne end andre professionsgrupper, som han møder uden for sygehuset, og han mener, at denne åbenhed ligger forankret i selve lægegerningen. Dog fortæller Johannes, at han ved en enkelt lejlighed møder en anderledes holdning. Selv mener han, at det er muligt at være muslim, komme fra et andet land og alligevel føle sig dansk, når man forholder sig fornuftigt og overholder danske love og regler, »... men jeg har mødt nogle danskere, som er utilfredse med min danskhed. Hvis jeg for eksempel ikke spiser leverpostej og ikke drikker bajere til julefrokosten ... de kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil spise svinekød. Jeg synes, det er meget små ting«, siger han og ler. Johannes vælger altså at slå en humoristisk parentes om denne ene, men årligt tilbagevendende begivenhed, for bortset fra dén føler han sig ikke ekskluderet fra at være dansk.

Vi opfatter Johannes' fortælling som et udtryk for, at de nydanske læger forholder sig meget positivt til, hvad de opfatter som danske handlemåder, når det gælder selve arbejdet på afdelingen. Nydanskerne undrer sig langt mere, når de fortæller om danske handlemåder i det uformelle samvær på afdelingerne.

Sara fortæller smilende om en gang, hvor en kollega i en pause spurgte, om det var svært for Saras børn at komme ind i den danske kultur. Spørgsmålet gav anledning til at berette lidt om, hvordan Sara oplever forskelle i familiemønstre mellem Danmark og hendes oprindelsesland. Sara har en fornemmelse af, at kollegerne finder hendes familieforhold mærkelige. Hun bygger blandt andet sin fornemmelse på, at det før omtalte spørgsmål fra kollegaen hører til de absolutte sjældenheder i kaffestuen. Hvorfor spørger kollegerne ikke? Sara er ikke sikker på forklaringen, men hun har tænkt på, at det måske hænger sammen med, at kollegerne godt ved, at kulturen i hendes oprindelsesland er meget forskellig fra den danske kultur. Og på en eller anden måde medfører denne bevidsthed om manglende viden, at spørgsmålene udebliver.

Danskerne vil gerne fortælle om deres egne hjemlige forhold, men de gør det sjældent, og når det sker, er det tilsyneladende mest på eget initiativ og ikke som følge af en kollegas spørgsmål. »Jeg har aldrig hørt nogen ... én som spurgte en anden: hvordan går det«, erklærer Sara, som er vant til at høre det spørgsmål mange gange i løbet af frokostpausen i hendes oprindelsesland. Hun vil ikke sige, at danskere generelt er uinteresserede i hinanden. Hun og familien har flere danske venner, som den karakteristik ikke passer på, men i pauserne på sygehuset har hun ikke mærket så meget gensidig interesse. Sara mener selv, en del af forklaringen er de korte pauser.

Det sidste kan Ingrid tale med om. Hun har tidligere været på en afdeling, hvor pauser og arbejde gik i ét: »Det er svært, når vi har konferencer kl. 12 at spise og snakke på samme tid som vi har konference. Danskerne taler kun om arbejde, når de er på arbejde. For eksempel ved jeg ikke, om de andre har familie eller børn, om de har været på ferie, eller hvad de har lavet i weekenden. Det ved jeg ikke«.

Vores interviewpersoner er ikke helt enige om at tegne så dystert et billede af sygehuspersonalets interesse for hinandens fritid. Peter mener for eksempel, at der tales meget »liv, familie og dagpleje« i pauserne - også for meget. Han ville i hvert fald gerne snakke mere politik, sådan som han er vant til det med kollegerne i oprindelseslandet. Han er dog kommet til den erkendelse, at danskerne ikke har det samme behov for at diskutere politik, fordi Danmark ikke er så fattigt et land som det, han kommer fra, og det har han til en vis grad bestemt sig for at acceptere: »... vil de gerne snakke om blomster, så snakker vi om blomster. Ingen problemer. Jeg forstår, jeg kritiserer ikke, jeg forstår ...«

Peter mener, det er nødvendigt at gå ind i stilen i det land, man nu er kommet til som indvandrer. Han nøjes tilsyneladende med at give udtryk for sin kritik, når han mødes i Danmark med personer fra den verdensdel, han selv kommer fra. Når han er sammen med dem, taler de om, at danskerne er for lidt impulsive og mangler spontanitet. Som eksempel på dette nævner Peter, at buschaufføren sjældent af sig selv forlader sin plads bag rattet for at hjælpe ham, når han forsøger at stige på bussen med en barnevogn. Og så undrer Peter sig over, at man kan gå en hel dag i Danmark uden at snakke med et menneske: »Jeg har mødt én person i bussen, som plejer at sige god morgen. Derfor har vi to fået et venskab, fordi jeg sagde til hende: neej, jeg er meget overrasket. Du er den første, der har sagt god morgen til mig her i næsten to år!«

Carl har også bemærket de tavse danskere i bussen, men det lader han sig ikke gå på af. Fra sit oprindelsesland er han vant til, at når man sætter sig i bussen, så giver man sig altid til at snakke med sidemanden - uanset om man kender ham i forvejen eller ej. Den praksis har Carl videreført med held i de ti år, han nu har kørt i danske busser. Det gælder bare om at finde et emne, der interesserer begge parter, så kommer samtalen som regel i gang.

Carl benytter samme fremgangsmåde på afdelingen: »Jeg kan ikke bare sidde stille og vente, hvis jeg er sammen med en kollega. Så stiller jeg nogle spørgsmål, og så kommer det! Men hvis jeg ikke starter med at spørge om noget, så er der bare stille«. Carl understreger, at det langtfra er alle kolleger, der er tavse, men han mener, der er tale om en anden stil og tradition i Danmark med hensyn til at tale sammen. Generelt mener han ikke, at man som udlænding skal forsøge at ændre på forholdene i sit nye land, men det lader til, at Carl har fundet en sprække i den danske tavshed: danskeren ser måske afvisende ud, men i virkeligheden er han ofte bare afventende.

Vi specialeforfattere tror, det kræver en vis portion mod og ditto charme at gøre som Carl, og det virker ikke, som om Sara, Peter og flere af de andre har fundet det samme hul igennem til danskerne. En forklaring kan være, at den afventende dansker er svær at afkode for en person, der er vant til andre sociale handlemåder. Danskeren forklarer ikke selv sin adfærd over for nydanskeren, for hun er formentlig sjældent selv bevidst om, at hun har en adfærd, som af andre opfattes som dansk - og som svær at begribe og forholde sig til.

Vi har alle tre arbejdet i sundhedssektoren og kender til de vanskeligheder, der kan opstå for begge parter, når personer med anden etnisk baggrund kommer ind på sygehuset. Men vi har ikke før været særligt bevidste om, at vi som danskere også selv har en etnicitet. Vi er en del af majoriteten, og vi har derfor nemmest ved at få øje på etniciteten hos »den anden«, som vi oplever os forskellig fra.

I medierne og i folkemunde kan der være en tendens til at gøre kultur til essens. Man taler om »den muslimske kultur«, »den somaliske særegenhed« osv., som om det at tilhøre en bestemt trosretning eller stamme fra en bestemt egn i verden bevirker, at alt så på forhånd er sagt om personen. Vi hælder til et mere dynamisk kulturbegreb, hvor mennesker til stadighed forhandler deres positionsmuligheder i forhold til kategorier som f.eks. etnicitet, nationalitet, køn og klasse. Som følge af dette vil vi ikke plædere for, at danskerne nu skal til at blive enige om, præcis hvad det vil sige at være dansk, eftersom der vil være mindst fem millioner forskellige udlægninger af det.

Interviewpersonerne taler heller ikke for, at danske kolleger skal lave sig selv om, så vi kommer til at ligne dem - tværtimod er de ydmyge og taknemmelige for den hjælp, de har fået i introduktionen til arbejdet. Men vi synes, at Susanne, Carl og co. gør os opmærksomme på, at vi danskere skal sætte vores egen etnicitet og nationalitet i spil ved for eksempel at fortælle nydanskerne, hvordan vi selv opfatter vores afventende adfærd. Det kræver jo, at vi først har hørt, hvad alle »de andre« har at sige om os.

Vi ved, at der i amterne gøres et stort arbejde for at introducere personale fra andre oprindelseslande til det danske sygehusvæsen. Nogle steder forsøger man også at tage hul på dette svære: at fortælle om den danske (sygehus)kultur og skrevne såvel som uskrevne regler i den forbindelse. Sådanne introduktionsprogrammer kan være med til at give en god start, men vi mener, programmerne skal suppleres med en dialog, der går begge veje. Det er ikke nok, at danskere underviser nydanskere i emnet »dansk kultur«. Vores undersøgelse peger netop på, at nydanskere i nogle tilfælde opfatter andre handlemåder som danske end dem, vi selv ville karakterisere som et udtryk for danskhed.

Vores interviewpersoner antyder, at vi i arbejdsdagens uformelle situationer måske udstråler noget andet end det, vi tror vi gør. Vi tror måske, vi virker venlige og imødekommende, når vi er afventende og ikke buser for meget frem med nysgerrige spørgsmål, men nu har vi altså mødt nogle, der tolker den afventende adfærd som manglende interesse. Peter siger, at de ældre godt tør spørge. Sara siger - lettere omskrevet og opstrammet - at vi ikke spørger, fordi vi ved, at vi ikke ved nok. Og vores mere provokerende udlægning er, at danskere blandt andet er bange for at virke nysgerrige, fordi det indebærer, at vi afslører vores uvidenhed.

Lad os slutte med en historie om danskere, som Sara og hendes familie har iagttaget i supermarkedet: »Jeg har set børn på måske otte eller ti år, som går i butikken sammen med mor eller far. Så skal barnet selv betale for noget slik, og så ... det finder vi mærkeligt. Hvorfor skal det lille barn betale selv? Det har vi set mange gange ...« Sara forbinder denne observation med en generel vurdering, hun har af mange danskere: at de er mere individuelt orienterede end personer fra hendes oprindelsesland. Hun mener, at danske forældre skynder deres børn til selv at betale for slik, fordi børnene hurtigt skal få indtryk af, at de skal klare sig selv og selv tjene deres egne penge.

Vores udlægning af begivenheden i supermarkedet er ikke helt den samme som Saras. Måske ville nogle af Saras danske kolleger også vurdere sagen anderledes. Vi ved det ikke, for problemet er, at Sara sandsynligvis ikke fortæller denne historie i kaffestuen. Hun er jo usikker på, om kollegerne er interesserede.

Eksemplet skal illustrere, at forforståelse og fordomme risikerer at blive cementeret hos både danskere og nydanskere, hvis de ikke jævnligt er i dialog med hinanden. Vi arbejder for tiden videre med en ide fra specialet om at konstruere en dialogmodel til brug i organisationer, der ønsker at arbejde med et positivt udbytte af forskellighed. Modellen skal sikre, at begge parter kan cirkle om den andens center, dvs. iagttage den andens synspunkter fra forskellige vinkler, uden at dette indebærer, at parterne opgiver deres eget ståsted. Ambitionen er ikke en dyb gensidig forståelse, der skal ende med at gøre os alle sammen ens. Formålet med denne type dialog er snarere en tydeliggørelse af alle de forskelle, der består mellem os - også forskellene mellem personer fra den samme etniske gruppe.

Vi forestiller os, at en personalegruppe kan mødes »på neutral grund« uden for arbejdspladsen og udveksle historier, for eksempel om det at gøre dansk. Sådan et dialogmøde kræver naturligvis planlægning, der tager højde for, at arbejdet ikke ligger stille imens. I første omgang kan mindre måske også gøre det. Spørg for eksempel en kollega i den næste pause: hvordan går det?

Masterspecialet er udarbejdet på Center for Kulturstudier, Syddansk Universitet i Odense. De nydanske læger, som medvirker i undersøgelsen, kommer fra fire forskellige verdensdele. Ingen af dem er fra Europa eller Nordame-rika. Alle har arbejdet som læger i deres oprindelseslande, inden de kom til Danmark. Interviewpersonerne optræder i kronikken med fiktive, europæisk klingende navne for at sløre, hvilke verdensdele, de hver især kommer fra.