Skip to main content

Datafangst og livskvalitet

Praktiserende læge Peter Amhild, Skanderborg. E-mail: amhild@dadlnet.dk. Interessekonflikter: Ingen

26. nov. 2010
2 min.

Tak til praktiserende læge Henrik Dibbern, som den 8. november 2010 (Ugeskriftet 2010;172:3130) har kommenteret min kronik den 1. november 2010 (Ugeskriftet 2010:172:3058-9) om datafangst og livskvalitet.

Kommentarens betoning af at datafangst ikke vil føre til kontrol af læger - patienterne nævnes ikke! - er meget lidt uddybende i forhold til kronikkens indhold. Argumentationen vedrørende 400 læger, der med succes anvender systemet, rejser spørgsmålet om, hvori denne succes består. Har den for eksempel bedret patienters livskvalitet? Det har vi vist ikke hørt om.

Og er der bevis for, at datafangst med tilbagerapportering til lægen vil højne kvaliteten i almen praksis?

Hvor bliver de for almen praksis særlige kvaliteter af? Her tænkes på empati, langvarig gensidig tillid mellem læge og patient samt god kommunikation. De fleste praktiserende læger har god viden om patienternes resurser og disses betydning for helbredet. Det er vigtig viden, har undersøgelser vist, men hvordan kan datafangsten tilgodese den type viden?

Der oplyses ikke, hvordan kontrollen kan undgås. Endsige hvordan man med anstændigheden i behold kan introducere datafangst til befolkningen.

Man kan få det indtryk, at initiativtagerne til datafangst forsøger at gå stille med dørene for ikke at møde alt for megen modstand. Fordi systemet er kontroversielt.

I min kronik har jeg tilstræbt at belyse nogle skyggesider af datafangst. Overordnet må de gerne tolkes som et udtryk for en mulig svækkelse af demokratiet i Danmark. Tendensen til kontrol og ensretning bliver stadig mere tydelig, og godt er det, at en murrende utilfredshed kommer til udtryk flere steder.

Datafangst har karakter af overgreb på den personlige frihed, fordi systemet involverer alle mennesker i Danmark. Og fordi systemet i betydelig grad kan afdække private forhold, som hidtil har været holdt privat i fortrolig samtale med den praktiserende læge.

Datafangstmodulet (programmet i praksiscomputeren) samkører nemlig oplysninger fra: 1) lægens journal, dvs. diagnoser og andre personlige oplysninger om patienterne, 2) den elektroniske medicinprofil, som registrerer hvad den enkelte borger køber af receptpligtig medicin, 3) LABKA, hvor alle laboratorieanalyser gemmes, og 4) sygesikringens honorarudbetalinger til de praktiserende læger, hvilket afspejler patienters henvendelsesmønster. I nærmeste fremtid udbredes Det Fælles Medicinkort, hvori man kan kontrollere, om det er lægen, som ikke har ordineret, eller patienten, der ikke har købt medicinen. Til glæde for hvem?

Hvor er tilliden mellem læge og patient?

Ulemperne ved datafangst i almen praksis er indlysende pga. den despekt for det enkelte individ, som systemet implicerer.

Indtil videre ser det ud til, at visse politikere og læger lader hånt om datafangstens bagsider i troen på et registreringssystem, hvis reelle positive indflydelse på borgernes livskvalitet ikke er dokumenteret.