Datafangst og livskvalitet

Praktiserende læger venter spændt på resultatet af overenskomstforhandlingerne. Med stor sandsynlighed vil datafangst blive obligatorisk i alle praksis. Det sker uden indsigelser, fordi der hos forhandlerne på begge sider af bordet er overensstemmelse i holdningen til datafangst.

Dette giver anledning til skepsis hos nogle af os, fordi der stort set ikke har været debat om indførelse af datafangst i almen praksis. Datafangst rummer oplagt mulighed for kontrol af lægen, og alle danskere vil blive berørt.

Begrundelser for datafangst

Indførelsen af datafangst er politisk begrundet. Også når datafangst ønskes af såvel politikere som læger. Man ønsker stram økonomistyring i sundhedssektoren, og man kan ikke forestille sig andre muligheder end at kontrollere i mindste detalje.

Datafangst menes at give kvalitetssikring af lægens arbejde gennem tilbagemeldinger om behandlingsresultater, og ved at lægen kan efteruddannes ved denne ordning. Påstanden er, at kvaliteten øges i forhold til både lægearbejde og patientbehandling. Endelig siges det, at datafangst er velegnet til forskning.

Men ingen har ulejliget sig med at dokumentere dette. Der synes at være søsat et endog meget bekosteligt projekt, hvor protokollen i øvrigt mangler, og hvor evidensen er usikker.

Problematisering af datafangst

Datafangst er et velegnet redskab til lagerstyring. Ved hjælp af stregkoder registreres varers bevægelse ind på og ud af lageret, og samtidig har firmaets ledelse til enhver tid et godt overblik over status. Det er kvalitetssikring af virksomhedsdriften, og det giver ikke anledning til etiske problemer.

Anderledes står det til, når samme system skal anvendes på mennesker, som ikke er døde varer, men sprællevende individer.

Når man postulerer, at der er tale om kvalitetssikring ved datafangst i sundhedsvæsenet, handler det kun om effektivitet i måling af talværdier. Det er imidlertid langt fra givet, at disse tal repræsenterer kvalitet for borgerne. Den kvalitet, som borgeren interesserer sig for, er livskvalitet, og der er ikke større sammenhæng mellem talkvalitet og livskvalitet.

Det fremgår af både lægevidenskabelige og humanistiske undersøgelser. Sammenfattende viser de, at livskvalitet er betinget af sundhed, der har to betydninger: dels en snæver som modsætning til sygdom, dels en bredere kulturel som mål for det gode liv. Med indførelsen af datafangst flyttes fokus fra spørgsmål om det gode liv til spørgsmål om tal.

Kontrolaspektet

Kvalitetssikringen ved datafangst handler mere om kontrol af lægens adfærd end om borgerens helbred og livskvalitet. Registrering af data tillægges den tolkning, at data afspejler lægens handlinger og udsiger, om der er tale om en »god« eller en »dårlig« læge.

Datafangst roses af initiativtagerne, fordi lægen både kan sammenligne egne resultater af behandling og sammenligne sig med nabolægen. Derved formodes lægen at blive stimuleret til at opnå »gode« resultater. Problemet er, at de ønskede resultater vil blive dikteret af en politisk eller lægelig elite, og at resultaterne ikke nødvendigvis afspejler behandling, som øger borgerens livskvalitet. Lægen bliver systemets kvinde/mand, og patienten mister sin læge i betydningen familielæge, der paradoksalt nok gang på gang erklæres at være vigtig for patienters sundhed og for sammenhængen i sundhedsvæsenet.

Kontrol fører til forsøg på at omgå den

I andre offentlige sektorer sker der tilsvarende med et imponerende tidsspilde til følge pga. registrering, dokumentation og rapportering. Tidsspilde fordi der tabes arbejdstid, som kunne være anvendt i den oprindelige hensigt med personens ansættelse. Samtidig genereres der merudgifter direkte imod hensigten om besparelser, fordi en hærskare af administrative kontrollanter ansættes i den offentlige sektor.

Der verserer allerede beretninger fra sygehusene om anvendelse af store dele af arbejdstiden på registrering og dokumentation (16%). Og samtidig er det fristende at snyde med tallene for at sminke akkrediteringen og i øvrigt blive færdig. Med andre ord er kontrol demoraliserende og demotiverende.

Borgerens adfærd i forhold til lægelige anbefalinger

Man forestiller sig sikkert, at borgernes adfærd retter sig ind synkront efter det ændrede fokus, men hvorfor skulle datafangst ændre borgeradfærden? For eksempel kan man i en rapport om diabetikeres livsforhold læse følgende konklusioner: At diabetikere ofte ikke måler blodsukker som anbefalet, men følger deres erfaringer; at hyppige blodsukkermålinger ikke nødvendigvis medfører lavere gennemsnitligt blodsukker eller giver mindre angst for følgesygdomme; at de fleste diabetikere opfatter deres sundhedstilstand som god. Intet tyder på, at gruppen af sukkersygepatienter vil rette ind, fordi lægerne fortæller dem yderligere om deres tal.

Den sårbare borger

Datafangst betyder, at der indsamles identificerbare data om den enkelte borger, uden at denne skal give informeret samtykke. Altså at andre end læge og patient er orienterede om personfølsomme data.

Det er fortsættelse af en tendens i sundhedsvæsenet, som er umyndiggørende og paternalistisk. Man ved bedre end både borger og praktiserende læge. Det er ikke formildende, at mange danskere som en selvfølge regner med, at der f.eks. er udveksling af personlige data mellem sygehusjournaler og journaler i almen praksis. Det er snarere udtryk for manglende overblik over konsekvenserne.

Samtlige data, som genereres i sundhedsvæsenet om den enkelte borger, vil blive samlet i én og samme computer. Man kan frygte, at alle persondata overhovedet vil blive samlet på ét sted, hvilket gør borgeren yderst sårbar i et samfund på vej mod overkontrol og magtcentralisering.

Datafangstmodul og -server kan naturligvis hackes eller på anden måde uretmæssigt give personlige oplysninger om borgerne. Det medfører risiko for misbrug f.eks. ansættelsesmæssigt, forsikringsmæssigt og pensionsmæssigt. Har en person med sukkersyge altid samme adgang til ansættelse som en person uden sygdommen? Og hvordan ser det ud i politik, når politikerens sårbarhed også omfatter helbredsoplysninger?

Fremtidsaspektet

Datafangst varsler ud over ovennævnte forhold en ensretning af praktiserende læger. Hvilket vil fjerne den positive dynamik i mødet mellem patient og læge, som kendes i dag. Alle praktiserende læger anvender en bred viden i arbejdet, men nogle har også én eller flere særinteresser f.eks. samtaleterapi eller manuel medicin, hvilket overenskomsten hidtil har tilgodeset. Men datafangst vil af ovennævnte grunde - især kontrolaspektet - fjerne sådanne valgmuligheder.

Risikoen er, at lægen fratages sin empati og dynamik. Lægen vil være mere optaget af at generere de »rigtige« data for at sikre både egen overlevelse og at klinikkens økonomi hænger sammen.

Borgerens personlige problemer, som ikke passer ind i systemet, vil blive afvist som irrelevante i den pågældende klinik. Det samme vil ske, hvis borgeren flytter til en anden klinik, for alle læger vil være programmeret til at kunne det samme efte r laveste fællesnævner. Borgeren tvinges til at overveje, om der er råd til en konsultation hos den privatpraktiserende læge, som har tiden og indsigten til at forstå det særlige problem.

Det er dehumanisering af det offentlige sundhedsvæsen. Det ønsker nogle, andre ikke.