Datafangst undergraver ikke

Lars Søgaard-Jensen kritiserer i et indlæg i Ugeskriftet (2010;172:3282) datafangst for at undergrave den almenmedicinske profession. Men hensigten med datafangst er konkret støtte i daglig praksis. Vi har arbejdet med datafangst i tre år i min praksis og har beskrevet erfaringerne i MPL september 2010 [1]. Førhen manglede vi overblik over vores patienter med type 2-diabetes mellitus, kronisk obstruktiv lungesygdom, blodpropsygdom og hypertension. Vi havde ikke overblik over kvaliteten af vores indsats, ligesom vi ikke havde tjek på hvem, som udeblev fra kontrol. Lars Søgaard-Jensen anfører, »at der er ingen grund er til at antage, at datafangst og kvalitetsarbejdet hjælper på livskvalitet eller overlevelse«. Deri er jeg ganske uenig. Vi må ganske vist indtil videre referere til andres undersøgelser for at støtte antagelsen, f.eks. Steno 2-studiets undersøgelse [2] af kvalitetsarbejde med polyfarmakologisk indsats over for type 2-diabetikere med albuminuri. I Steno 2-studiet blev det dokumenteret, at hver fjerde patient undgår barske events som død eller kardiovaskulær event inden for fem år. Datafangst gør det muligt, at vi i almen praksis yder den samme indsats - med forventning om samme overbevisende effekt. Jeg har svært ved at se, at vi dermed »reducerer muligheden for generel udvikling af faget« - tværtimod giver det mulighed for en systematik som er svær at opnå uden støtte redskaber. Hvis det er udtryk for »ensretning af vores arbejde i almen praksis« - så går jeg ind for ensretning - så vi ikke alle skal opfinde den dybe tallerken igen. Dette er på ingen måde i modsætning til det individuelle møde med den enkelte patient, hvor de mødes med den holistiske almen medicinske tilgang.

Som det fremgår af artiklen i MPL gennemgår vi med hjælp fra personalet systematisk vores kvalitetstal. De patienter, som udtrykkeligt ikke ønsker »flere piller« eller på anden vis siger fra »slipper«; resten kikker vi på. Ved sidste opgørelse fandt vi 14 diabetespatienter, der havde dårlige tal og var gledet ud af kontrol. Tolv af de 14 kom inden for to måneder efter første brev. Dette arbejde afslørede i øvrigt en tankevækkende overrepræsentation af »sårbare« patienter blandt de udeblevne - bl.a. patienter med psykiatriske diagnoser, misbrug eller patienter af anden etnisk herkomst. De havde på ingen måde havde fravalgt kontrol - de havde blot ikke styr på tingene.

Det er umuligt at få overblik over sine patienter uden en minimal optælling. Det smarte ved datafangst er den fuldautomatiske dataindsamling. Arbejdet med selve registreringen er ellers en af indvendingerne mod dette arbejde i andre sammenhænge. Akkreditering er en helt anden sag. Den ide er ikke født i vores baghave. Datafangst er derimod efter brugernes mening et meget nyttigt redskab i det daglige arbejde og sikrer at vore patienter modtager god, veldokumenteret undersøgelse og behandling. Jeg forstår ikke udsagnet om, at denne indsats »undergraver den almenmedicinske profession«. Hvori består den undergravende virksomhed?