DDKM er ikke svaret

Ja, jeg har en interessekonflikt. Overskriften hentyder til, at fjernelsen af DDKM netop ikke er løsningen på alle sundhedsvæsenets udfordringer. De politiske røster er uldne i mælet, når de melder ud, at version 1 og 2 var så vigtige, at alle, der ikke har været igennem, fortsat skal igennem, og at versi-on 3 droppes, da den er unødvendig. Hvad der kommer i stedet vides ikke. “Ansvaret skal gives tilbage til lægerne” siger Bent Hansen (Ugeskr Læger 2015; 177/1982), men har ansvaret overhovedet været taget fra os? Hvordan sikrer vi, at lægerne ikke igen overlader ansvaret til andre? og hvordan om-sættes kvalitetsarbejdet til målinger med mening?

Unuanceret debat

Lad mig kridte banen op: IKAS er nedsat af Sundhedsstyrelsen, hvorfor IKAS’ mulighed for at blande sig i debatten har været begrænset. Debatten har der-for været unuanceret og DDKM har lagt ryg til mange udokumenterede på-stande. Fakta er, at DDKM kigger sygehusene efter i forhold til, om lovgivnin-gen følges og om ledere og medarbejdere rent faktisk gør det, som sygehu-set selv har defineret og beskrevet, at de gør. Det kan man betragte som en kontrol, men det er også en hjælp til selvhjælp. Rapporten efter survey be-skriver uoverensstemmelserne imellem, hvad man tror og siger, at man gør, og hvad surveyorne har set og hørt.

Selvskabt problem

Faldscreening af børn er et selvskabt problem. Tilsvarende er skærpede og ekstra krav om registrering og dokumentation eller samtidig akkreditering med flere modeller. Kravene i forhold til for eksempel samtykke, medicinaf-stemning og nationale kliniske databaser fastsættes i love og bekendtgørel-ser. DDKM bruger disse krav som afsæt for en drøftelse med hospitalet om hvordan, der arbejdes med kvaliteten. Fjernelse af disse krav kræver en æn-dring i lovgivningen. Vores sundhedsminister har sagt, at den sundhedsfagli-ge kontaktpersonordning skal afskaffes. DDKM har brugt dette lovkrav som et målepunkt, fordi det allerede var et målepunkt. I praksis har DDKM derfor med sine survey og standardsamlinger leveret både et kig på sygehusets samlede organisation og kvalitetsarbejde samt et rigtig godt og dynamisk ar-bejdsredskab i form af en pixi-udgave af mange siders lovtekst til ledere og sundhedspersonale med henblik på at sikre en robust og sammenhængende organisation samt patientsikkerhed og -tilfredshed, arbejdsmiljø og behand-lingskvalitet.

Stadig meget registrering

Jeg havde set frem til en version 3 som en mere grundig gennemgang af ho-spitalet i forhold til udvalgte standarder. Et surveyteam med primært fokus på medicineringsstandarderne kunne give sygehuset et næsten komplet billede af, hvordan medicinering rent faktisk håndteres. Overgange er et andet oplagt område til en hovedgennemgang - internt på sygehuset og i regionen eller eksternt til primær sektor og anden region. Sygehuset skulle også selv byde ind med ønsker.

Jeg tror, at mange bliver overrasket over hvor meget registrering, der uænd-ret vil være i dagligdagen - ikke fordi, at DDKM kræver det, men fordi lovgiv-ningen dikterer det og fordi det ud fra en lægefaglig betragtning giver god mening. Tværtimod kunne jeg spørge, om der overhovedet bliver fjernet no-get? Vil vi holde op med at udvikle gode introduktionsprogrammer? Eller stoppe med at have fokus på og sikre at personalet i nattevagten har de rigti-ge kompetencer, at personalet er uddannet i HLR og brandbekæmpelse, at medicinen afstemmes, at epikrisen sendes ud, at patientforløbet er opdateret og brugbart, at patientens accept af behandling er journalført, at prøvesvar læses og ageres på, at beredskabsplanen kendes og er tilgængelig?

Svaret er derfor ikke at fjerne DDKM, måske snarere tværtimod? En helt frisk dansk undersøgelse, der publiceres i Journal of Quality in Health, viser, "at jo bedre et hospital lever op til kravene i den danske akkrediteringsmodel, des lavere er dødeligheden for patienterne 30 dage efter indlæggelsen". Jeg er helt enig med Anne-Mette Falstie-Jensen primus motor på undersøgelsen og ph.d.-studerende som citeret i Dagens Medicin (2015; 18/12): "det er tanke-vækkende, at man har valgt at nedlægge DDKM, før man havde ordentligt funderede danske og udenlandske forskningsresultater, som kunne belyse, om en høj akkreditering har en betydning”.