Skip to main content

DDKM styrker de yngre læger i Psykiatrien i Region Midt

Fællestillidsrepræsentanten for YL, psykiatrien i Region Midtjylland, Frank Bang Nissen. E-mail: Frank.Bang.Nissen@Viborg.RM.dk

15. apr. 2011
2 min.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Ved første øjekast fokuserer mange på, at Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) umiddelbart kan se meget topstyret ud, og mange giver udtryk for frustrationer over de vilkår, der er i den aktuelle udgave af DDKM.

Imidlertid kan alle i bunden af organisationen læse med på, hvad meget af DDKM handler om. Og selvfølgelig retter den åbenhed, som DDKM medfører, et projektørlys mod både ledelserne og de yderste led i organisationen - og alle tvinges til på alle niveauer at se skarpere på de enkelte interne og eksterne samarbejdsflader og få opdateret deres vejledninger og procedurer omkring såvel det faglige som det organisatoriske. Det er der heldigvis meget udviklingspotentiale i, samtidigt med at der selvfølgeligt er store lokale og regionale forskelle i denne proces.

DDKM medvirker til en aktiv medarbejderudvikling af de yngre læger som faggruppe, samtidig med at DDKM medfører en aktiv styrkelse af alle syv lægeroller.

»Medicinsk ekspert« er naturligvis en central kompetence i lægerollen i psykiatrien, men en kompetence som »sundhedsfremmer« er også overordentlig vigtig i psykiatrien. Patienter, der været så uheldige at have diagnosen paranoid skizofreni, lever i Danmark gennemsnitligt ca. 15 år kortere end baggrundsbefolkningen, hovedsageligt på grund af en meget stor forekomst af hjerte-kar-sygdomme, hvor KRAM-faktorerne jo har en afgørende betydning. En ordentlig lægelig ernæringsmæssig screening med fokus på »den metaboliske profil« er vigtig, for at man kan skride hurtigt ind og derved f.eks. undgå mange plejehjemssår, der er opstået pga. komplikationer i forbindelse med f.eks. aterosklerose og diabetes.

De yngre læger i psykiatrien i Region Midtjylland har fået en styrkelse af deres evidensbaserede forankring i beslutningen om behandling af den enkelte patient.

Jeg kan godt følge bekymringen over, at »det faglige skøn« devalueres, men på den anden side er det også på tide, at Sundhedsstyrelsens referenceprogrammer for f.eks. unipolær depression, skizofreni og angstlidelser får den plads, som deres evidens, berettiger dem til.

DDKM handler jo bl.a. også om at rette et fokus på, hvordan forskellige retningslinjer for evidensbaseret behandling bliver implementeret - og denne styrkelse af fagligheden tror jeg, at såvel patienter som læger vinder på.

I psykiatrien, hvor der jævnligt sker spændende landvindinger inden for hjerneforskningen, så flere og flere psykiatriske sygdomme viser sig at være egentlige sygdomme i hjernen, og ikke »sociale lidelser«, og hvor der er gang i en spændende udvikling med en tiltrængt tættere forankring til somatikken (bl.a. flytning af psykiatrien til Aarhus Universitetshospital, Skejby), tænker jeg, at DDKM kan bidrage til et stort kvalitetsløft i behandlingen af de psykiatriske sygdomme.