Skip to main content

DE 10 Helle Hougaard: Tre års krig har lagt Syriens sundhedsvæsen i ruiner

Jeg har været en tur i Jordan. Det var en ferietur, men det blev også en tur, der gav mig noget at tænke over.

Helle Hougaard
Helle Hougaard

Helle Hougaard, Klinikchef, Psykiatrisk Center Ballerup

1. jul. 2014
3 min.

Jeg har været en tur i Jordan. Det var en ferietur, men det blev også en tur, der gav mig noget at tænke over. Jeg fik under min rejse mulighed for at mødes med NGO´er, der arbejder i Jordan med syrienkonflikten. Og der var rystende ting, de kunne fortælle.

Jeg var pludselig tæt på de store konflikter, som man ellers kun hører om i nyhederne. Syrien havde før krigen et velfungerende sundhedsvæsen, og der var en gennemsnitlig levealder på 76 år. Der var velfungerende børnevaccinationsprogrammer, og polio var udryddet.

Men nu er 60% af hospitalerne og 38% af primærsektoren beskadiget eller ødelagt, og landets medicinalproduktion er faldet med 70%. Befolkningen dør af almindelige sygdomme, som ellers let kan behandles, fordi medicin ikke kan skaffes, da apoteker og medicinalindustri er ødelagt. Faktisk dør flere nu af sygdomme end af krigshandlinger; det anslås, at op mod 200.000 med kroniske sygdomme som diabetes, kræft, epilepsi og astma er døde pga. manglende behandling siden krigens start – og man frygter, at op mod 80.000 børn er smittede med polio, fordi vaccinationsprogrammet er brudt sammen.

Der mangler læger og andre sundhedsarbejdere. I Aleppo, en by på 2,5 millioner indbyggere, hvor der før var 5.000 læger, er der nu kun 36 tilbage. Det er livsfarligt at være sundhedsarbejder i Syrien, dels pga. selve krigen, og dels fordi de forskellige krigsherrer likviderer modpartens sundhedsarbejdere.

I Aleppo, en by på 2,5 millioner indbyggere, hvor der før var 5.000 læger, er der nu kun 36 tilbage.

Nabolandet Jordan er et land, hvor store dele af befolkningen enten er flygtninge eller efterkommere deraf. I de sidste ti år er indbyggertallet fordoblet pga. omkringliggende konflikter: Palæstina, golfkrige og nu krigen i Syrien. Der er kommet ca. en million flygtninge fra Syrien, og i det nordlige Jordan ligger verdens næststørste flygtningelejr. Jordan, som er et mindre land, har dermed fået en kæmpe opgave at løse. Det bør de have al mulig hjælp til fra verdenssamfundet.

I den sammenhæng kan også de danske læger være med til at udbrede kendskabet til de forfærdelige forhold i og omkring Syrien. Det er et voldsomt brud på menneskerettighederne, at der ikke er adgang til basal lægebehandling. Samtidig er det vores kollegaer, der er i livsfare blot ved at udføre deres arbejde.

Det er danske lægers opgave at drage omsorg for danske patienter, men i en global verden er det også vores opgave at engagere os i internationale medicinske tragedier. I denne konflikt bør vi arbejde aktivt for at føre Red Barnets opfordring [1] ud i livet: at alle krigsparter bør tillade uhindret adgang for sundhedspersonale og hjælpeorganisationer til alle dele af Syrien, og for at formene al militær adgang til sundhedsfaciliteter.

Referencer

LITTERATUR

  1. A devastating toll. The impact of tree years of war on the health of Syria´s children. Save the Children, 2014.