Det er på tide at få gjort op med myten om de høje danske sundhedsudgifter. Vi ligger korrekt opgjort på en 19. plads i OECD. Det skal vi huske, nu hvor vi er på vej ind i en næsten nul-vækstperiode
OECD, organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling i demokratisk ledede lande med markedsøkonomi, udgiver hvert år sundhedsudgiftsdata for deres 34 medlemslande i OECD Health Data. Det er de bedste internationale sundhedsudgiftsdata vi har. I hvert fald de eneste. Hyppigt citerer danske sundhedsmyndigheder disse data. Selv om OECD’s sundhedsudgifter for Danmark typisk er 60 milliarder kroner højere end de nationalt definerede sundhedsudgifter, synes det ikke nødvendigt at forklare denne forskel. Det er »ifølge OECD’s standardiserede afgrænsning af sundhedssektoren«, og så synes al forklaring at være overflødig. Medier refererer til disse sundhedsudgiftsdata fra OECD Health Data som objektive kendsgerninger – som om det var gårsdagens temperaturer, som jo bekendt er ret sikre. Danske sundhedsmyndigheder og andre har ofte med udgangspunkt i disse data objektivt kunnet konstatere, at danske sundhedsudgifter er relativt høje.
Danske sundhedsudgifter, private og offentlige, udgjorde i 2011 10,9% af bruttonationalproduktet, og dermed lå vi syvendehøjest blandt OECD’s 34 medlemslande. Finland bruger kun 9,0%, Norge 9,3%, Sverige 9,5% og Storbritannien 9,3%. Hvorfor skal vi ligge ca. halvandet procentpoint over disse nabolande? Et procentpoint svarer til ca. 18 milliarder kroner!
Det gør vi heller ikke. Det skyldes ene og alene, at disse OECD-udgiftsdata slet ikke er så standardiserede, som alle gerne vil tro. Der er særligt usikkerhed om den kategori, der hedder Long-term Nursing Care, som kan oversættes med enten langtidssygepleje eller langtidspleje og hjemmehjælp. Problemet er, at OECD nogle steder refererer til kategorien som sygepleje og medicinsk omsorg ydet på langvarig basis, men andre steder omfatter den personal care også. Og så er der jo i princippet åbnet op for al pleje og det meste hjemmehjælp, hvis man ønsker det. Det gør man i nogle lande, f.eks. Danmark og Norge, mens man i andre lande som Sverige og Finland kun medtager egentlig sygepleje og for Finlands vedkommende tillige langtidsmedicinsk behandling.
Konfronteret med ovenstående har de danske sundhedsmyndigheder konsekvent henvist til OECD’s standardiserede afgrænsning af sundhedssektoren. Nu er OECD heldigvis selv begyndt at bløde op, og det er på tide at få gjort op med myten om de høje danske sundhedsudgifter. Vi ligger korrekt opgjort på en 19. plads i OECD og med lavere sundhedsudgifter end næsten alle de lande, vi sammenligner os med. Det skal vi huske, når vi nu igen er på vej ind i en næsten nul-vækstperiode som den, der i firserne kostede så meget i dansk sundhedsvæsen.
