Skip to main content

DE 10 Morten Andresen: Er fri adgang til e-journalen altid i patientens bedste interesse?

Nogle gange er der brug for at sundhedspersoner kommunikerer, uden at patienten har indsigt idet. Men det kan vi ikke længere med e-journalerne. Det er et problem

Morten Andresen, ph.d.-studerende

27. mar. 2014
3 min.

Det er blevet et mantra, at »data er patientens«, og der kan nærmest ikke skabes bred og direkte nok adgang for patienten til journal, medicinoplysninger og andre tilgrænsende data. At beskrive journalen som lægens arbejdsredskab er blevet et udtryk for, at man er gammel, forstokket og ikke kan følge med tiden.

Jeg tror, at de fleste kan blive enige om, hvor vigtigt det er, at patienten inddrages i beslutningsprocessen om egen behandling, og hvor meget det betyder at sikre en grundig og tilpasset information om den påtænkte kurs. Vi er dog nået til et punkt ift. e-journalerne, hvor vi rent teknisk kan tillade »live«-adgang til journalen, og patienten kan følge skriveprocessen notat for notat. Der kan være fornuftige grunde til at sikre adgang for patienten til disse notater, f.eks. for at rette faktuelle fejl. Det betyder dog, at mange af de små interne beskeder i behandlingens »maskinrum« nu indgår ufiltreret i journalen. Det er ikke længe siden, at en minister gentog et par gange dagligt, at de havde behov for et »lukket rum« til deres forberedende arbejde – det har læger og det øvrige sundhedspersonale også! Tabet af disse beskeder går ud over vores mulighed for at tilrettelægge optimal patientbehandling på tværs af patientkontakter.

Hvad er det så for »private« beskeder, som ikke tåler dagens lys? Et eksempel er overlægen, der efter en konsultation med en hovedpinepatient i journalen skriver, at man skal overveje MR-skanning ved manglende bedring. Noten er ment som en hjælp og vejledning til reservelægen, der ser patienten næste gang. Men denne forhåndsviden hos patienten om, at MR-skanning er en mulighed, vil uvægerligt påvirke dennes beskrivelse af symptomer og gøre det mere sandsynligt, at skanningen bestilles, uagtet hvad patientens behov er. Et andet eksempel er bekymring med hensyn til, hvordan et barn er kommet til skade, hvor man skal være opmærksom ved efterfølgende kontroller eller kontakter til sundhedsvæsenet for at finde ud af, om der er behov for underretning til kommunen. Et følsomt emne hvor vi med for åben adgang til journalerne risikerer enten unødigt at ødelægge læge-patient-forholdet eller måske vælger ikke at notere bekymringen, til last for barnet.

Hvis journalen ikke længere skal være lægens arbejdsredskab, men patientens eje, har vi behov for en reel diskussion om, hvor vi så skal kommunikere sundhedspersoner imellem

Hvis journalen ikke længere skal være lægens arbejdsredskab, men patientens eje, har vi behov for en reel diskussion om, hvor vi så skal kommunikere sundhedspersoner imellem. At flytte disse typer af beskeder over på små papirlapper, foretage dem udelukkende som mundtlige overleveringer, eller værre endnu – helt at droppe denne interne kommunikation – vil netop være at forringe patientsikkerheden.