Fortællingen om kræftsyge Solvej, hvis henvisning fra et sygehus til et andet, blev væk, viser, hvor vigtigt det er at indføre en behandlingsansvarlig sygehuslæge.
I de sidste mange år har kompleksiteten i sundhedsvæsenet været støt stigende. Samtidig oplever vi læger stadig strengere produktionskrav. Den udvikling øger desværre risikoen for, at patienten falder mellem 2 eller flere stole. Som praktiserende læge oplever jeg jævnligt, at patienten tabes i systemet, trods bedre muligheder for effektiv kommunikation. I denne uge var det i min praksis blandet andet en 54 årig kvinde, det gik ud over. Vi kan kalde hende Solvej. Med en dissemineret cancer hører Solvej til på flere afdelinger på flere sygehuse. Hun ringer, idet sygehus X har lovet at sende en henvisning til sygehus Y med indkaldelse hurtigst muligt. Fjorten dage senere og med progression af sygdom ringer Solvej frustreret til mig, hendes valgte praktiserende læge gennem 21 år. Jeg ringer til sygehus Y der fortæller, at henvisningen aldrig er nået frem. Med gode argumenter lykkes det at få Solvej til undersøgelse på sygehus Y dagen efter.
Hvordan kan det ske? Forklaringen kan være, at de fleste personalegrupper i sundhedsvæsenet har et alt for stort arbejdspres, og ingen har det samlede overblik. Vores faglighed udfordres af stigende effektiviserings-og dokumentationskrav. Samtidig medvirker en øget subspecialisering på sygehusene til, at ingen overordnet tager ansvaret for patientens udredning og behandling.
Der er jo ingen som med forsæt svigter patienten. Og man prøver at råde bod på problemet ved at opbygge et system af kontaktsygeplejersker/læger og forløbskoordinatorer.
Der er jo ingen som med forsæt svigter patienten. Og man prøver at råde bod på problemet ved at opbygge et system af kontaktsygeplejersker/læger og forløbskoordinatorer. Solvej havde prøvet at ringe til sin kontaktsygeplejerske på sygehus X, som mente, at hun snart ville blive indkaldt. Men hun havde ikke undersøgt de konkrete forhold nærmere og havde glemt, at der et menneske bag ved diagnosen. Er der nogen, det gør noget ved dette problem? Ja fra læge-og patientside har det længe været ønsket, at der altid knyttes en behandlingsansvarlig sygehuslæge til de komplicerede patientforløb.
Derfor hilses det velkomment, at der er indgået en foreløbig rammeaftale om indførelse af en behandlingsansvarlig læge. Det forslag må vi støtte op om. Behandlerne omkring patienten må dog alle føle sig ansvarlige for det gode patientforløb. I det primære sundhedsvæsen skal jeg som praktiserende læge være klar til at gribe Solvej, hvis hendes udredning og behandling ikke følger planen. I andre tilfælde skal jeg kunne læse mellem linjerne i den ofte mangelfulde og forsinkede epikrise, at en given patient måske aldrig blev færdigudredt og så tage teten på opfølgning. En telefonopringning til overlægen kan også tit sikre livsvigtig information begge veje.
Rollen som patient-tovholder er en oprindelig og naturlig del af mit arbejde, og det er derfor vigtigt, at PLO og Regionerne også sikrer en tilførsel af flere og tilstrækkelige ressourcer til almen praksis for at sikre et sammenhængende patientforløb. De ressourcestærke patienter som Solvej skal nok henvende sig hurtigt, når de ikke hører fra sygehuset. Men det gælder ikke de svage patienter. De har svært ved at råbe op, så systemet kan høre dem. Derfor er det især dem, der bliver ofrene, når systemet svigter. Og det kan vi ikke være bekendt!
