Skip to main content

De døde rider hurtigt

Overlæge Hans Harrestrup Andersen, Slagelse Sygehus. E-mail: hha@dadlnet.dk

4. nov. 2005
4 min.

For nogle måneder siden drøftede nogle seniore kollegaer lige før middagskonferencen Mogens Fog og hans betydning for det tyvende århundredes Danmark. Nogle af reservelægerne indfandt sig, og vi spurgte ud i lokalet, hvad de mente om Mogens Fog. »Fog-hvem?« lød modspørgsmålet bordet rundt. Vi gamle troede ikke vores egne ører. Vi gentog spørgsmålet ledsaget af nogle supplerende oplysninger: professor i neurologi, redaktør af Ugeskrift for Læger, medlem af Danmarks Frihedsråd og Danmarks Kommunistiske Parti, folketingsmedlem og minister, medstifter af Socialistisk Folkeparti, rektor på Københavns Universitet, forfatter af »Sine meningers mod« osv. Lige meget hjalp det. De unge mennesker, omkring de tredive år, anede simpelthen ikke hvem, vi snakkede om.

Om vi gamle blev forbavsede? Bestemt. Rystede? En lille smule. Måske især fordi vi pludselig fornemmede afstanden mellem de unge for bordenden og os andre. En distance der ikke alene er faglig og kulturel men også generationsmæssigt og dermed historisk begrundet.

Jeg er født under besættelsen (ikke den fra 1864 til 1920). Jeg har oplevet Mogens Fog, som professor og privatperson, har læst nogle af hans bøger, inklusive hans lærebog i neurologi, og set pressefotos af ham på talerstolen i universitetets festsal, hvor han under immatrikulationen i 1968 gav plads til studenternes talsmand, og på universitetstrappen hvor han siddende diskuterer med studenterne, der havde besat Frue Plads. Der er ingen grund til at opsøge nederlagene, så vi undlod at spørge vore unge kollegaer, om de havde nogen erindring om Frihedsrådets øvrige lægelige medlemmer, de to kirurgiske professorer, Ole Chievitz & Erik Husfeldt. Ole Chievitz var bl.a. chef for det danske sundhedspersonel, der deltog i den finske vinterkrig mod Sovjetunionen i 1939-1940. Erik Husfeldt opbyggede en illegal organisation af københavnske hospitalslæger og hjalp nedstyrtede allierede flyvere med at undslippe til Sverige.

Den 9. juni i år er det 100 år siden Mogens Fog blev født. En af vor generations mest markante fagfæller og et menneske der ikke blot var i besiddelse af sine meningers mod men også en betydelig civil courage. Mogens Fog blev i oktober 1944 taget af tyskerne under en razzia og bragt til Shellhuset (Gestapos hovedkvarter i København), hvor han underkastedes tortur. Han udgjorde sammen med andre prominente modstandsfolk en del af »bombeskjoldet« på Shellhusets øverste etage, hvorfra han undslap under englændernes bombardement den 21. marts 1945. Mogens Fog sad i den ende af bygningen, der ikke blev direkte bombet. Havde han siddet nogle celler længere henne ad gangen, havde han været blandt de dræbte. Han flygtede ikke efter flugten til Sverige, men genoptog sit arbejde i Frihedsrådet. Jeg husker et foredrag, Mogens Fog holdt i dampradioen omkring 1970 med titlen »Lad os komme ned fra månen«, hvor han plæderede for, at vi prioriterede problemerne på vores egen klode, frem for at sende mennesker ud i rummet. Længe før udgifterne til missilskjoldet skævvred prioriteterne i verdens rigeste land.

Faget medicinsk historie er med tiden blevet agterudsejlet til fordel for discipliner som funktionsbærende enheder, kvalitetssikring, evidensbaseret medicin og ledelsesredskaber, ord hvis betydning vore forgængere ikke havde meget kendskab til. Dette på mindre end et halvt århundrede. Om det er godt eller skidt, kan vi næppe selv vurdere. Vore efterfølgere må bedømme os og vore hedengangne læremestre på vore gerninger. Er jeg blevet et nummer for patetisk og reaktionær? Kender min generation noget til Niels Finsens, August Krogh Schacks, Henrik Dams & Niels Jernes meritter? De modtog alle fire nobelprisen i medicin. De eneste danske læger på 103 år. Betyder det noget? Ja, det gør. Uden erindringer om vore forgængeres indsats bliver vi selv endnu mere historie- og meningsløse.

Det er en besynderlig fornemmelse at opleve, at en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde danske læger er gået i glemmebogen blot 14 år efter sin død. Uden sammenligning i øvrigt er det ikke så underligt, at mine unge kollegaer også har glemt, hvad jeg fortalte dem om betydningen af rektaleksploration på den akutte patient, mindre end en uge efter at guldkornene faldt under konferencen. Til gengæld husker de til deres dages ende den overlæge, der kommenterede, at de vendte ekg'et på hovedet under tolkningen.

Sic transit gloria mundi.