De fleste lungepatienter på sygehusene behandles ikke korrekt

Tak til Gjørup for hans forklaring på den lave kvalitet af KOL-behandlingen på sygehusene [1]. Ifølge Gjørup er årsagen prioritering, og løsningen er bedre arbejdsgange. Gjørup har om nogen udviklet effektive arbejdsgange i mere end 20 år og formidlet dem så godt, at andre, herunder undertegnede, har overtaget dem. Trods dette må Gjørup acceptere en fejlrate på 80%.

Gjørups forklaring kan efter min vurdering ikke være rigtig, når det gælder KOL. Gjørup mener, at: »man kan næppe komme uden om at 1) foretage en prioritering, hvis der er knaphed på resurser, og 2) sikre at de vigtigste opgaver bliver løst«.

Udsagn 1) kan alle vel være enige om. Udsagn 2) rejser spørgsmålene:

1. Hvad er de vigtigste opgaver? Joint Commission on Accreditation of Healthcare Organizations (JCAHO) har det yderst rationelle princip, at områder med »high risk« og/eller »high volumen« skal prioriteres højest. KOL er den hyppigste indlæggelsesårsag på akuttmedicinske afdelinger (high volume), og dødeligheden for indlagte er lige så høj eller højere end for nogle kræftsygdomme, (high risk).

2. Hvad betyder det, at de vigtigste opgaver bliver løst? Det afhænger helt af synsvinklen. Patienterne, som vi ikke har spurgt, kan forledes til at tro, at KOL-behandlingen »er under kontrol« som følge af den prioritering, som Gjørup beskriver. Men det ligner sminkning, som det hedder i reklamebranchen. En fejlrate på 80% på et high volume- og high risk-område er »helt ude af kontrol«. Man skal formentligt have en langvarig administrativ uddannelse bag sig for at kunne påstå det modsatte.

Når en fejlrate på 80% kan tilskrives »prioritering« og ikke »fejlprioritering«, tyder det på, at begrebet »prioritering« bruges som værktøj til at afvise en fagligt velbegrundet kritik i stedet for at foretage en kerneårsagsanalyse og korrigerende handlinger.

Det er imidlertid at rette bager for smed, når Gjørup skal forsøge at forklare, hvorfor en fejlrate på 80% ikke er så tosset. Gjørup har nemlig ikke nogen indflydelse på den prioritering, som foregår på sygehusniveau. Medicinske centerchefer, som Gjørup, kan prioritere inden for deres eget område, men de har reelt ingen indflydelse på prioriteringen i forhold til andre områder. Kompetencen og dermed det administrative ansvar, i modsætning til det kliniske ansvar, ligger et niveau højere, som det tydeligt ses, når der vedtages en god kræftplan eller gives en ventetidsgaranti. De akutte KOL-patienter har derimod ikke garanti for andet end at blive kørt til nærmeste sygehus og med en risiko på 80% få en mangelfuld undersøgelse. Problemet skal erkendes før det kan løses, og det er det ikke endnu.

Indlægget har været forelagt Thomas Gjørup, der ikke har yderligere kommentarer.