Skip to main content

De internmedicinske patienter igen

Overlæge Ib Abildgaard Jacobsen, Medicinsk Afdeling C, Odense Universitetshospital. E-mail: hypten@ouh.fyns-amt.dk

4. nov. 2005
2 min.

I Ugeskrift for Læger den 22. marts 2004 [1] kommenterede ledende overlæge Lars Erik Matzen, Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital, mit indlæg [2] om behovet for den brede internmedicinske funktion også i tiden efter gennemførelsen af den nye specialestruktur. Jeg glæder mig over at læse hans enighed i, at en »oversættelse af specialestrukturen til sundhedsvæsenets organisation« risikerer »at efterlade en stor patientgruppe i en gråzone«.

Jeg er derimod ikke enig i det synspunkt, at det nu nedlagte grundspeciale intern medicin tvangfrit erstattes af fremtidens intern medicin: geriatri. Vel er mange medicinske pa-tienter ældre, men de er det ikke alle, og det er ikke alle ældre patienter, som har den geriatriske patients karakteristika.

Disse er af Dansk Selskab for Geriatri beskrevet som følger: »multimorbiditet med en blanding af akutte og kroniske lidelser, aldersforandringer og som følge af denne kompleksitet ofte afledte fysiske og eventuelt psykiske færdighedstab kombineret med eventuelle sociale problemer. Den geriatriske patient er en ældre patient, men specialet opererer ikke med faste aldersgrænser, gennemsnitsalderen på de geriatriske afdelinger er omkring 80 år«.

De medicinske patienter, yngre og ældre, har derfor, i det omfang de ikke bedst behandles på specialiserede afdelinger, fortsat brug for funktionelle enheder, som råder over brede medicinske kompetencer. Disse vil kun for et mindretal af patienterne være geriatriske afdelinger. De fleste vil have brug for medicinske centre som den »brede indgang« til vurdering og for de flestes vedkommende behandling. Disse synspunkter er begrundelsen for at overveje et fagområde, som varetager det medicinske område mellem de medicinske specialer og den basale del af disse.


Referencer

  1. Matzen LE. Den ældre medicinske patients behov og sundhedsvæsenets
  2. tilbud. Ugeskr Læger 2004;166:1248.
  3. Jacobsen IA. Patienternes behov og sundhedsvæsenets tilbud. Ugeskr Læger 2004;166:1037.