Hvem bør få hjælp til kunstig befrugtning? Bør f.eks. syge og udviklingshæmmede? Det sidste spørgsmål blev aktuelt, da flere medier i den forrige uge fortalte om Naja og Steen, der ved hjælp af seks forsøg med kunstig befrugtning på en offentlig fertilitetsklinik, fik en datter. Idyllen brast dog hurtigt, da pigen efter kun en halv time blev tvangsfjernet fra forældrene. Sagen er nemlig den, at Naja er psykisk udviklingshæmmet, og hendes mand Steen har epilepsi og er førtidspensionist. Situationen er ulykkelig, først og fremmest for parret og den lille pige, men også for de involverede læger og for de fremtidige par og børn, der risikerer at havne i samme situation. Historien om Naja, Steen og deres datter rejser et generelt spørgsmål om, hvem der er egnede til at være forældre.
Ifølge Loven om kunstig befrugtning fra 1997, som er til debat i Folketinget i disse dage, er kravet til par i behandling for barnløshed, at de skal have hvert sit køn og have levet sammen i mindst tre år. Men kravet om, at kun heteroseksuelle par kan få lægeassisteret kunstig befrugtning, synes med de nyeste udmeldinger fra de politiske partier at være på vej ud af dansk lovgivning. Dette er et klart fremskridt. Vi bør fokusere på, om de potentielle forældre, individuelt set, er egnede til at drage omsorg for et barn og ikke på, om de er gift eller heteroseksuelle. Desuden vil det nye lovforslag også indeholde et krav om forældreegnethed til par i barnløshedsbehandling.
Nu kan et krav om forældreegnethed udformes på mange måder. Vi mener, at kravet til forældreegnethed bør minde om det krav, der allerede gælder for tvangsfjernelse af børn. Det vil sige et krav, der betoner, at hvis der er gode grunde til at tro, at de kommende/aktuelle forældre vil påføre barnet alvorlig skade, er de uegnede til forældreskab.
Havde der eksisteret et krav om forældreegnethed, havde Naja og Steen formentlig aldrig fået hjælp til at bringe et barn til verden bare for at få det fjernet kort tid efter. Ved at have et mere præcist kriterium for forældreegnethed ville lægerne have juridisk og etisk rygstøtte, når de overvejer, om de skal behandle par som Naja og Steen. Det er endvidere oplagt, at det ud fra en cost-benefit-betragtning er bedre at bruge ressourcerne inden for det offentlige behandlersystem på at bringe børn til verden, der vil få det bedst muligt.
Selvom det således umiddelbart virker oplagt at indføre et krav om forældreegnethed, er det dog langt fra uproblematisk. Hvem skal f.eks. fastlægge de nærmere kriterier for, hvem der er egnede som forældre? Der synes at være to modeller. Enten kan det være den praktiserende læge, som henviser til fertilitetsklinikkerne, eller det kan, som ved tvangsfjernelse, være de sociale myndigheder. Læger er ikke uddannet til at vurdere forældreegnethed, men måske de kan efteruddannes på dette område. En kombination mellem de to modeller kunne være, at lægen havde det første ord, men at der var mulighed for at anke sagen til et socialt nævn.
Vi mener, at vi skal undgå for strenge krav til forældreegnethed og under alle omstændigheder undgå at tvangssterilisere og stigmatisere folk, der falder inden for kategorien »ikke egnede som forældre«. Det er således ikke uproblematisk at indføre krav om forældreegnethed, men der synes at være flere fordele end ulemper ved at indføre det. Den primære fordel er at vi, med de begrænsede midler, der er til rådighed for fertilitetsklinikker, kun bruger ressourcer på at bringe børn til verden, som vi har en stærk formodning om vil få et hjem med kompetente forældre.
