Skip to main content

»De skal bare lige have et stykke papir fra dig«

Lene Agersnap. Alment praktiserende læge. E-mail: agersnap@dadlnet.dk

18. feb. 2011
3 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatteren er PLO-redaktør

Alle praktiserende læger har hørt den sætning rigtig mange gange. Den udløser let en automatreaktion: en lille smule hjertebanken, bare en brøkdel af et sekund. »Hvad nu?«, tænker man, mens man bringer ansigtet i afventende folder. Hvem er »de« mon denne gang?

Gennem tiderne har der været mange typer anmodninger: fritagelsesattester til gymnastik, fordi Niels havde ondt i ryggen, eller attester til at bevidne, at Ida fra 1. G led af køresyge, så hun kunne slippe for at tage bussen til gymnasiet og få et togkort i stedet for. Det kunne også handle om, at Per og Anne skulle skilles, så den planlagte tur til Paris pludselig var sørgeligt uaktuel, eller automatiske uarbejdsdygtighedserklæringer til jobcenteret på tredjedagen, når Karl Ejnar havde influenza.

Fra anmodning til rettighed

Fælles for alle ovennævnte henvendelser til lægen er, at patienten ofte havde kalkuleret med muligheden for et nej. Det var der en del, der fik. Niels har godt af at bevæge sig. Skilsmisse er ikke en gyldig grund til at aflyse en rejse med lægeattest. Man kunne også hjælpe ved at anvise alternative løsninger. De kunne bestå i at ringe til den rekvirerende part lokalt og få en mere hensigtsmæssig aftale i stand, eller man kunne bede Attestudvalget om assistance og få bedre generelle løsninger sat i værk end et tåbeligt stykke papir vedrørende den enkelte patient.

Nu handler det om sundhedsforsikringer og deraf afledte behov for dokumentation. I mellemtiden er anmodningen blevet til en rettighed, som patienten har købt. »Lægerne skal bare stå fast«, lyder det fra alle sider. Men hvad vil det sige? Jeg kan godt se, hvad der menes med det udsagn, når patienten vil have en henvisning til dyre undersøgelser, som ikke er fagligt begrundede. I det tilfælde er det lettere at sige nej, selv om patienten bliver vred og skifter læge. Det handler om faglig stolthed, og der er nogle kliniske retningslinjer at arbejde ud fra.

Hvis Eva på 37 opfylder kriterierne for let til moderat depression og beder om en henvisning til psykolog, får hun den. Men hvad med Ole på 38, som ikke har nogen helbredsforsikring? Som 38-årig er han for gammel til sygesikringstilbuddet. Og hvad nu hvis Anne (som ikke kom til Paris, fordi hun skulle skilles) tilfældigvis har en sundhedsforsikring og nu vil have hjælp til sin eksistentielle krise via psykologsamtaler? Er jeg en god læge, fordi jeg siger ja, eller fordi jeg siger nej? Hvilke kriterier arbejder jeg ud fra? Skal jeg sørge for, at alle får det samme, selv om nogle tilsyneladende har købt eller fået en billet til en tillægsydelse?

Akupunktur mod hedeture

Helt grelt blev det forleden dag, hvor en kvinde først i halvtredserne henvendte sig med hedeture. Hun havde på egen hånd taget kontakt med en akupunktør og kunne fortælle mig, at behandlingen hjalp helt fantastisk. »Og her skal du se«, sagde hun, mens hun bladrede i et tosiders forsikringsdokument, som hun lagde på bordet. »Her er det afsnit, der handler specifikt om akupunktører, som bare skal være godkendte, så går den igennem - jeg har talt med dem på forsikringen«.

Hvordan skal man i dette tilfælde demonstrere, at man står fast - og på hvad? Forsikringen har tilsyneladende givet grønt lys for akupunkturbehandlinger mod menopausegener. Kvinden har købt en forsikring, der giver hende adgang til den ydelse. Men hvorfor skal jeg blandes ind i det?

Det er svært at være vidne til, hvordan uligheden i sundhed vokser. Og det er træls at blive gjort medansvarlig for en forsikringsordning, der i den grad opfattes som et tag selv-bord, at det betragtes som benspænd, hvis den praktiserende læge kræver medbestemmelse over, hvilke retter der må indtages, og hvilke der er skueretter. Så hvad er mere oplagt end at forsikringsselskaberne selv - som et minimum - må forholde sig til de problemstillinger, som ligger ud over henvisningsmulighederne i det offentlige system?