Skip to main content

Debat om rehabilitering af patienter med erhvervet hjerneskade efterlyses

Er det ikke en opgave Dansk Neurologisk Selskab bør løfte? Vi kardiologer hjælper gerne til.

Jesper Kjærgaard & Christian Hassager, Rigshospitalet
Akut Kardiologiarbejdsgruppen, Dansk Cardiologisk Selskab & Center for Hjertestop i Øresundsregionen. E-mail: jesper.kjaergaard@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

9. jul. 2014
4 min.

Kommentar til statusartiklen af Rasmussen et al (Ugeskr Læger 2014;176:V01141129). Tak for en glimrende indføring i et vigtigt fagområde, hvor også en stadigt større del af de kardiologiske patienter har behov for jeres ekspertise. Men en årlig incidens på 20.000 personer og 30-40 læger, der arbejder inden for neurorehabilitering, tyder på et massivt kapacitetsproblem på området.

Faktaboks

Fakta

Stigningen i antallet af patienter med den type erhvervet hjerneskade, der sammenfattende kaldes encefalopati, er den relativt hurtigstvoksende gruppe af patienter med erhvervet hjerneskade. Den største fraktion af disse patienter har følger efter iltmangel under hjertestop. Årsagen til den markante stigning i antallet af disse patienter er givetvis multifaktoriel, men en mere aktiv holdning hos lægpersoner, der i stadigt større omfang yder genoplivning uden for hospital, indtil den præhospitale behandling når frem, samt en mere aktiv behandling på hospital er sandsynlige årsager.

De fleste patienter, der er genoplivet efter hjertestop, er komatøse ved ankomsten til hospital og gennemgår her en betydelig intensiv behandling inklusive kølebehandling. Mange af disse patienter overlever i dag, og næsten alle har kognitive problemer ved udskrivelsen. Efter overlevet hjertestop følger nu overalt i Danmark standardiserede kardiologiske rehabiliteringsprogrammer, men der savnes virkelig »neurologisk rehabilitering« til de fleste med aggressiv opsporing af problemerne og behandlingstilbud rettet mod de neurologiske skader. Generelt er tilbud om specialiseret rehabilitering til patienter med mindre deficits fraværende, og kapaciteten til indlæggelse på en af landets to højt specialiserede afdelinger for patienter med svære deficits er meget beskeden.

Vi efterlyser en debat om kapaciteten af den neurologiske efterbehandling af hjertestoppatienterne, gerne med en kortlægning af de egentlige behov og potentielle gevinster ved en hurtig og koordineret rehabiliteringsindsats over for disse patienter. Er det ikke en opgave Dansk Neurologisk Selskab bør løfte? Vi kardiologer hjælper gerne til.