Debatten om »de udenlandske læger« må ikke køre skævt

Dokumentarserien »De udenlandske læger«, som sendes på Danmarks Radio i disse uger, kunne lige så godt have heddet »Symptomer på et presset væsen« eller »Når sundhedsvæsenets problemer bliver udenlandske lægers bord«. For problemet er jo ikke de udenlandsk uddannede læger. Tværtimod er de en uundværlig del af det danske sundhedsvæsen. De fortjener anerkendelse for at være med til at løse en meget vigtig samfundsopgave i Danmark. Man skal huske på, at vores lægekolleger fra andre lande hjælper med at afbøde konsekvenserne af, at vi i Danmark ikke har uddannet speciallæger nok i forhold til vores behov. Det gør de som hovedregel rigtig godt og på niveau med danskuddannede læger. Også selvom der kan findes eksempler på det modsatte.

Ledelsesansvaret

Jeg har set de to første afsnit af serien, som er i tre dele. Og ja, der er af og til udfordringer med sproget. Det er blandt andet derfor, Lægeforeningen har foreslået, at der skal være lignende sprogkrav for EU-læger som for læger fra andre lande. Det er vigtigt, at udenlandsk uddannede læger kan tale og forstå dansk, uanset om de er uddannet i eller uden for EU. Derfor skal myndighederne stille de samme sprogkrav til EU-læger som til læger fra andre steder i verden. Det er vigtigt, at udenlandske læger ved deres ansættelse som minimum opfylder et niveau, der svarer til autorisationsreglernes sprogkrav om Prøve i Dansk 3 svarende til 9. klasses eksamen. Samtidig er det et ledelsesansvar at sikre, at lægerne løbende får sprogundervisning og derved fortsat kan udvikle deres sproglige kompetencer.

Myndighedsansvaret

Myndighederne har i dag ansvaret for, at de tests, som udenlandsk uddannede læger fra lande uden for EU gennemgår, er de rigtige og fagligt relevante. Men det er naturligvis også et arbejdsgiveransvar at sikre, at de læger, man ansætter, har de faglige kvalifikationer, der er påkrævet. Dette gælder, uanset om det er læger fra Danmark, EU eller andetsteds fra. Det er altså et ledelsesansvar at kompetencevurdere, videreuddanne og sidemandsoplære de udenlandsk uddannede læger. Det kan ikke være anderledes. Her ville det klæde regionerne at sikre tydelige retningslinjer for, hvilke ressourcer afdelingerne skal have til rådighed for at kunne introducere udenlandsk uddannede læger til det danske sundhedsvæsen herunder evalueringsansættelser til læger fra lande uden for EU og ordentlig introduktion til journalføring og sundhedslovgivning for EU-læger. Dertil kommer, at der også skal være retningslinjer for alle læger, uanset om de er fra EU eller ej, der forbereder dem på de arbejdsgange og den arbejdskultur, som er i det danske sundhedsvæsen. Det hører med til historien. Ligesom det hører med til historien, at sundhedsvæsenet generelt er presset af mange flere opgaver, end der er ressourcer til.

Når der, som nu, bliver set på problemer og udenlandske læger i sammenhæng, er alle de ovenstående pointer vigtige at have med i baghovedet. Derfor mener jeg, at det vigtige at diskutere er, om både arbejdsgivere og myndigheder lever op til deres respektive ansvar. For diskussionen kører skævt, hvis det blot handler om »udenlandske læger« uden at have resten af billedet med.

Der er ingen tvivl om, at vi læger har et stort ansvar. Derfor skal vi også kunne tåle, at der bliver stillet krav til os. Det er dog helt afgørende, at vi bliver vurderet på vores individuelle kvalifikationer og ikke på oprindelsesland.