Skip to main content

Defensiv medicin er lige om hjørnet

Siden starten af februar har jeg kunnet miste mit job, hvis jeg glemmer at skrive ting i journalen.

Reservelæge Lasse Paludan Bentsen, Fælles Akut Modtagelse, Odense Universitetshospital, lasse.p.bentsen@gmail.com
Interessekonflikter: ingen

23. feb. 2018
4 min.

Jeg har netop haft en af de vildeste periode af mit liv. Efter flere års studier kan jeg kalde mig læge, da jeg fredag eftermiddag den 26. januar 2018 afgav lægeløftet sammen med 154 andre medicinstuderende på Syddansk Universitet. Længe har jeg glædet mig til at skulle ud at arbejde som læge, men de nyeste sager med udspring fra blandt andet Svendborgsagen kan hurtigt bringe uroligheden frem.

Ambulanceassistent

Jeg har før været i et felt, hvor registrering og kontrol fyldte mere og mere. Før mit studie uddannede jeg mig som ambulanceassistent. En givende uddannelse, hvor jeg samtidig fik lov til at opleve enorme ændringer i det præhospitale område grundet de dengang nye udbud. Kontrol og begrænsninger sneg sig også mere og mere ind. Eksempelvis oplevede jeg i min tid i ambulancetjenesten at vi havde et maks. antal minutter, vi måtte bruge på at aflevere patienter på sygehuset. Da jeg arbejdede havde vi en ramme på 17 minutter, fra vi ankom på sygehuset, til vores ambulance skulle være klar til næste tur. Det var vel at mærke, uanset om der var tale om en simpel tur med hr. Jensen til en kontrol i ambulatoriet, eller om det var et færdselsuheld, hvor journalføring måtte vente, til patienten var afleveret i trygge hænder. Herefter skulle vi også klare oprydning, rengøring og oppakning inden for den givne tid, eller om vi overflyttede intensivpatienter, som immervæk ikke bliver flyttet fra båre til seng på to minutter. Vi nægtede simpelthen at »effektivisere« ved at skrive journaler på turen, når hænderne var fulde. Men det gik ud over vores afsætningstider, som kunne ende med påtaler om at skynde os mere. Kunne man glemme ting, man havde gjort, set eller tænkt? I den grad.

Mere kontrol som læge

Selvom jeg havde forestillet mig, at der var flere regler og kontrolområder, jeg skulle være opmærksom på som kommende læge, overgår de nuværende tider stadig min vildeste fantasi. Svendborgsagen satte det hele i skred, men flere sager dukker op. Når utallige læger forsøger at råbe op, virker det, som om der bliver råbt ud i et tomrum. Selv når læger som Kristian Rørbæk Madsen vælger at tage stafetten for at få både embedsfolk og lovgivere til at forstå problemet, løber han panden mod en mur. Direktøren mener ikke, at der er nogle lovbrud i hans arbejde, men handler det ikke blot om, at der skal komme en klagesag eller lignende, og så begynder lavinen at rulle? I sidste ende er det trods alt juraen, der taler, desværre ikke egen faglighed. Vi ser netop det eksempel i Svendborgsagen, hvor en læge, der er dømt for ikke at journalisere sine mundtlige ordinationer, er endt i Højesteret.

Jeg havde sagt til mig selv flere gange under i mit studie, at jeg nægtede at udføre defensiv medicin, når jeg blev færdig

Jeg havde sagt til mig selv flere gange under i mit studie, at jeg nægtede at udføre defensiv medicin, når jeg blev færdig. Men med de nye tider, vi ser frem mod, kan jeg næppe gøre andet end at acceptere, at jeg er nødt til at gøre det. Ikke for mine kommende patienters skyld, men for min egen. For jeg kan få fingrene i klemme for hvad som helst, også på områder, hvor jeg ikke selv har mulighed for at gøre noget ved problemet. Man bliver hurtigt ene læge mod systemet. Jeg kan på kort tid miste min autorisation eller blive hængt ud i offentlig gabestok for noget, jeg måske ikke engang selv er herre over. Jeg kan endda ende i en længerevarende retssag, som kan tære enormt på mit arbejdsliv, privatliv og ikke mindst min familie. Med risiko for både bøder og fængselsstraf. Alene fordi jeg begik en fejl i mit arbejde. Alene fordi jeg i en given situation tog en beslutning, som set i bakspejlet måske ikke var den rigtige.

Lad os nu lære

Sundhedsministerens udmelding om at oprette en ankeinstans for sundhedspersonalet, i tilfælde af at vi får frataget vores autorisation, kan godt virke som at tisse i bukserne, når det er koldt. For løser det reelt problemet? At vi på nuværende har et sundhedsvæsen, hvor fokus bliver på at straffe fejl i stedet for at tage ved lære. Hvor selv de mindste mistanker udløser en CT-skanning »in case of anything we missed«. For hvis vi overser noget, hvis vi glemmer noget, hvis vi i travlheden ikke når at registrere alt. Ja, så kommer hammeren med fuldt kraft, og vi kan ende i retssager over både simple og komplekse ting. Vi skal de brodne kar til livs, men det bør ikke ende med konsekvens for manglende tid eller ressourcer.

Selvfølgelig skal vi de brodne kar til livs, selvfølgelig skal vi straffe for kvaksalveri eller åbenlyst problematisk lægegerning.

Men det bør ikke være konsekvensen for manglende tid eller ressourcer. Lad os nu få et lærende sundhedsvæsen, hvor vi tager ved lære af fejl og forbedrer ud fra dette. Frem for at dømme og straffe.