»Dem der kigger på stjernerne«

»Du skal sørge for at spise frokost, man skal passe på sig selv«, siger en kollega. Jeg har selv sagt noget lignende, »Det skal du ikke tænke på, du skal passe på dig selv«, til en gravid kollega, som udtrykte tvivl ved at sygemelde sig til vagter, da det ville medføre ekstra arbejde til andre. Udsagnene

er udtryk for omsorg, men kan de også have en bagside?

Kan man forestille sig en læge med en travl vagttelefon, en fuld skadestue og ingen tydelig besked om, hvem der skal hjælpe, og hvordan der skal prioriteres, hvis det ikke går, eller bare under frokosten? Eller et sygdomsramt vagtlag med mange udækkede vagter og ingen tydelig besked om, hvem der skal hjælpe, og hvordan der skal prioriteres?

Fra politisk og ledelsesmæssig side kan der ofte være klar overskriftsvenlig udmelding om, hvad vi skal tilbyde, mens det er uklart, hvad det præcis indebærer, og hvordan det skal opnås, i praksis vendt nedad til den enkelte at løse. Hvis man ikke ser sig selv som en isoleret enhed, men som stående i relation til de patienter, der venter, og de kolleger, der skal dække for en, er det ikke altid så ligetil at passe på sig selv. Hvis de venlige ord siges, mens arbejdsforholdene ikke giver rum til at efterkomme dem, kan det virke som endnu en ting, man som elendigt individ ikke magter.

Jeg elsker at arbejde som læge, men grubler over, om jeg kan holde til en hoveduddannelse, hvor man i fire år er bundet til at arbejde under tilfældigt svingende arbejdsforhold, ledere og politiske organer, uden vished for at nogen hjælper med at passe på en.

I Selma Lagerlöfs roman Kejsarn av Portugallien elsker husmanden Jan sin datter uendelig højt, men kan ikke rumme ulykkeligheden over en uværdig situation hun havner i. Han løser det ved at omskabe virkeligheden: At hun ikke kommer og besøger ham, har intet med egnens rygter om hende at gøre, men skyldes, at hun er blevet kejserinde af Portugallien. I sin egen private logik gør det ham selv til kejser. Han ser kejsertegn i omgivelserne, træerne synger til ham, og alle de stjerner, der er faldet ned fra himlen, samler han op og sætter på sin kejserkåbe, så folk kan se dem og opleve herligheden.

Inspireret af Jan har jeg startet Kejseren af Portugalliens tænketank for dem, der kigger på stjernerne til opretholdelse af kærlighed ved omskabelse af virkelighed. Den stiftedes i går, jeg er eneste medlem, men den er åben. Hvem ved, måske vil I pludselig se tankerne manifestere sig på realplanet – you’ll be hearing from me; long after i’m gone; i’ll be speaking to you sweetly from a window in the Tower of Song.

Læs flere indspark fra Panelet:

Da et regionsråd svigtede patienter – og os alle

Den kritiske grænse for kritik

Vores samfund blev sygt – nu skal det hele