Skip to main content

Den akutte patient Callesen T, Antonsen K, Christensen EF, Lang-Jensen T, red.

Afdelingslæge Anders Perner E-mail: ap@dadlnet.dk

8. nov. 2005
2 min.

Denne bog er meget vigtig, da den akutte patientbehandling fortsat ikke er optimal i Danmark. Bogen er en nyskabelse, der primært henvender sig til medicinstuderende på kurset »Den akutte patient«, som netop er indført på de tre universiteter for at forbedre den akutte behandling.Bogens kapitler er skrevet af absolutte eksperter med udgangspunkt i patienternes præsentationsform og knyttet sammen af gode kapitler om lægerollen, ABC-princippet, monitorering, transport, radiologi og væskebehandling. Kapitlerne er struktureret forbilledligt og (næsten) konsekvent med ABC-tilgang og tiltag inden for »de første minutter«, »den første time« og »det første døgn«. Der er talrige gode illustrationer og indskudsbokse med de vigtigste tiltag og faldgruber, som er særligt pædagogiske, hvor der står »husk«, »gør«, »gør ikke«. Detaljeringsgraden veksler, og det er ikke alle steder, der er givet forslag til medicinsk behandling med dosering. Hvis dette var gjort skematisk, ville bogen være det perfekte opslagsværk i enhver akut situation.Da det er 1. udgave, er der gentagelser og uoverensstemmelser, som med fordel kan ændres i den lovede revidering. Håndteringen af den bevidsthedspåvirkede patient beskrives således i to kapitler, og der anbefales både liberal og restriktiv smertebehandling af patienten med akut abdomen. Forsøget på at afskaffe dogmet om, at iltbehandling af KOL-patienten er farlig, hæmmes af, at der i en boks er anført, at ilt kan medføre faldende ventilation. Sidstnævnte er, så vidt jeg ved, aldrig dokumenteret, og hvis det overhovedet forekommer, er det uhyre sjældent.Det er vanskeligt at dække et så bredt felt, men jeg savner en effektiv og simpel procedure, som de færreste læger anvender. Blind trakeal sugning af patienter med akut respiratorisk insufficiens er et nødvendigt redskab til sikring af nedre luftvejs-sekret til dyrkning. Samtidig vil sugning bedre ventilationen hos patienter med betydelige mængder sekret eller ødemvæske, og inspektion af sekretet vil hjælpe til hurtigt at skelne kardielt lungeødem fra svær pneumoni/KOL. I klinisk praksis er den initiale behandling af disse patienter ens, og ikke alle har gavn af 80 mg furosemid.

Samlet er det en meget anbefalelsesværdig bog, som bør forefindes på enhver afdeling, hvor akutte patienter behandles. Her kan læger på alle niveauer forbedre behandling af akut syge patienter.

København: Munksgaard Danmark, 2005.

352 sider. Pris: 528 kr.

ISBN 87-628-0413-8