Den begyndende skizofreni. Forsøg på en gestaltanalyse af psykosen

Bogen er et hovedværk inden for den beskrivende psykopatologi og anbefales på det varmeste både til specialister, uddannelsessøgende, teoretikere, behandlere inden for psykiatri, psykologi, til bevidsthedsfilosofiens egologer og til pårørende til psykisk syge med psykosesymptomer. Dens systematik og analyser er kvalitativt originale på flere niveauer med udgangspunkt i godt hundrede sygehistorier omhandlende begyndende skizofreni hos tyske mandlige militærpersoner, observeret og beskrevet i 1941-1942 af Klaus Conrad. Han var født og lægeuddannet i Wien, blev overlæge under Ernst Kretschmer, var under 2. verdenskrig psykiatrisk og neurologisk overlæge på et hospital for hjerneskadede soldater og var ved sin død i 1961 professor i psykiatri i Göttingen. Som det er karakteristisk for store begavelser, forener han i sin tilgang til skizofrenisygdommens udforskning udogmatisk en biologisk, hjernepatologisk (Kraepelinsk) synsmåde med beskrivelsen af det strengt subjektivt oplevede i den fænomenologiske tradition, hvilket sidste er bogens hovedindsats.

Bogen udkom i 1959. Blandt dens mange velunderbyggede konklusioner nævnes, at adfærdskriterier aldrig vil kunne danne grundlag for ensartethed i diagnosticeringen af skizofreni. Det er nærliggende at fantasere om, hvorledes et mere udbredt kendskab til hans analyser og indsigt kunne have begrænset de foreliggende elementer af diagnostisk forarmelse i skizofrenikapitlerne i de aktuelle diagnosesystemer DSM-IV og ICD-10.

Sygehistorierne er bevægende og medrivende og giver en ganske usædvanlig mulighed for »forståelse« af den psykotiske og nærpsykotiske tilstands udvikling og dynamik i kraft af beskrivelsernes udvalg af en rigdom af detaljer og klare forløbsbeskrivelser. Centralt står beskrivelsen af den abnorme betydningsbevidsthed og den syges oplevelse af at være midtpunkt, hvad der resulterer i en indgribende strukturforandring af hans oplevelse og i forskydninger af hans referencesystemer. Vanskelige differentialdiagnostiske problemer berøres, herunder den ofte betydelige affektive, typisk depressive komponent i tidlige psykosestadier.

Den danske udgave af bogen omfatter en introduktion skrevet af Josef Parnas. Denne er læseværdig i sig selv som en slags psykiatriens statuserklæring, og placerer hjælpsomt Conrads udgangspunkt i gestaltpsykologien i en bredere sammenhæng. Parnas karakteriserer bogen som hørende til blandt de fem bedste psykopatologiske bøger. Efter min mening er yngre »artsfæller« Paranoia Hypochondriaca (1957) af Erik Bjerg Hansen, Madness and modernism (1992) af L. Sass, the history of mental symptoms (1996) af G.E. Berrios og Principles of psychopathology (1997) af J. Cutting.

Teksten er let læst trods specialterminologi og vanskeligt oversættelige termer, der kommenteres klart i oversætternes forord sammen med den eksemplifikation af opløsningen af den skizofrene patients oplevelsesfelt, der ligger i valget af bogens pointilistiske forsidebillede, hvor den skizofrenes oplevelsesmåde kan sammenlignes med bortfaldet af helhedsoplevelsen, når billedet betragtes på for tæt afstand.

Bogen er enestående og bør læses og diskuteres i de psykiatriske behandlingsmiljøer, og den bør i uddrag anvendes i undervisningssammenhæng i hele behandlingspsykiatrien.