Den biologiske psykiatri

Debatten om midlerne til psykiatrien blev indledt ved, at psykiateren Poul-Erik Carlsen den 8. september sendte et flot, åbent brev til sundhedsminister Bertel Harder om, hvor dårlige forholdene er i dansk psykiatri, og at det bliver endnu værre, når Satspuljen reduceres fra en milliard kr. til 300 millioner kr.

Carlsen nævnte ikke, at den psykiatriske elendighed også skyldes, at psykiatrien de seneste 20 år har været domineret af en biologisk model. Medicinsk behandling suppleret med kognitiv adfærdsterapi har været effektiv i forhold til symptomdæmpning - men begrebet helbredelse er forsvundet ud af systemet. Man bliver sjældent rask af behandlingen. Er i bedring og vedbliver med at tage tung medicin, indtil træskoene stilles.

Den manglende helbredelsessatsning bevirker, at systemet over årene er blevet fyldt op med patienter, som ikke er »færdigbehandlede« og kan træde ud af diagnosen og opretholde tilværelsen som produktive samfundsborgere evt. med socialpsykiatrisk støtte. Mange oplever, at de er medicinske bivirkningszombier. Man har dæmpet/stjålet deres følelser, seksualitet og intellektuelle evner, og mange smider derfor indimellem pillerne, så de glimtvis kan mærke, at de befinder sig på planeten. Men det går tit galt, når den angst/psykosedæmpende medicin fjernes, fordi der aldrig er blevet arbejdet med årsagen til fremmedgørelsen i vores verden.

Modellen hævder, at genetiske/neurologiske faktorer er de vigtigste årsager til udvikling af invaliderende psykisk sygdom, og at miljøfaktorer spiller en perifer rolle. Trods 20 års forskning har den dog kun i ringe grad løst »gåden« og produceret viden, der reelt gør folk raske og genopretter en skæv biokemisk balance. Diagnoseperspektivet fritager nok folk for eget ansvar - »genetisk«- men fastlåser samtidig livsskæbnen.

Biopsykiatrien fortrængte tidligere tiders brede humanistiske/psykodynamiske, holistiske psykiatri, hvor mennesket blev set i et helhedsperspektiv.

Bertel Harder bør afsætte flere midler til at opkvalificere psykiatrien, men bør samtidig undersøge modellens succesrate.

Hvilke resultater får vi for pengene?

I distriktspsykiatriens fødselsperiode satsede man på forebyggelse af psykisk sygdom. Hvor er perspektivet blevet af? I biologisk psykiatri har man altid fremhævet dens evidensbaserede udgangspunkt. Det er påfaldende, at den ikke formår at aflægge et gennemskueligt »årsregnskab« over årligt patientindtag. Hvor mange ruller rundt i opbevaringspsykiatrien, og hvad er helbredelsesraten? Altså et banalt driftsregnskab.

Undersøgelsen bør omfatte medicinindustriens profitrate samt konsekvenserne af væksten i børnediagnoser, der medfører, at en livslang karriere som psykiatrisk patient indledes alt, alt for tidligt.

Måske var det på tide, at vi fik en ny psykiatrimodel.

Er 15% af psykiaterstillingerne stadig ubesatte?