Skip to main content

Den dag, da KRAM blev til SKAM

♠ Læge Henrik Sångren, Skibby. E-mail: hs@gpract.ku.dk

24. okt. 2008
2 min.

I byen nær fjorden der blev et røre

Da bussen med sundhed skulle komme

Avisen tog billeder og skrev en smøre

Politikersmil store og tomme.

Kost, Røg, Alkohol og Motion

skulle testes i bussens anhængerrum

Borger og bonde forenet i en sundhedssituation

Kaniner i et folkesundhedslaboratorium.

På hovedgaden bussen rullede forbi

Set i ovenlys var den ordentlig trendy

Igennem kroens ruder så den mest tissegul ud

Men det så kun dem med portvinstud

På vejen til torvet som sundhedstrendsætter

Blev bussen grå med falmede pletter

Det skete, da den passerede byens almene rygerkoloni

(Man synes at ane skæbnens ironi)

Dem, der sad fanget i samfundets nedre røgsuppe,

var ikke med i den mobile sundhedsmålgruppe

For de mødtes alle på torvet, hvor de målte deres krop, der er farlig.

I en sundhedsrekvisit, der lignede en følgevogn til Cirkus Arli

Der stod de heldige hellige og slanke i geled

Mens kulørte unge brændte skolens pedelskur ned ...

Er det sundhed for alle? Mere til de flere?

Tidens stædige tramp på vores fælles sundhedsneger

Det er for nemt at sige, at alles lykke

Afhænger af at afskaffe de tykke

Sluk nu de maskiner! Hold pause! Kig lidt ud!

På verden og på mennesker, som de i virkeligheden ser ud

Kanin og forsker er i virkeligheden lige

Dyret ved i forvejen, hvad det er, I vil sige.

Tilbage på torvet, som i glemte tider

jublede de mange, mens den ene blev brændt

af risikofaktorens mare rider

ingen spurgte: »hvad er der hændt?«

Det kom, da solen sank ned bag byen tage

De var kommet for at få et KRAM

I mørket var kun en fejlslagen krop tilbage

og en sær fornemmelse for SKAM.