Skip to main content

Den dag evidensen gik helt i fisk

Knud Jacobsen, lægekonsulent, Ulfborg, (p.t. kommunelæge Eidi, Færøerne). E-mail: kmlei@post.olivant.fo

1. nov. 2005
5 min.

Da jeg for noget tid siden blev sat til at genlæse Benny Ander- sens bog om Snøvsen, gik det op for mig hvor lykkelig denne bog er, Egon fandt jo Snøvsen. Selv har jeg i årevis søgt efter Evidensen, men jeg kan ikke finde den. Jeg vil ellers så gerne.

Når jeg kommer på kursus møder jeg folk der har mødt ham. Og man kan se det på dem. At møde Evidensen forandrer sin mand m/k. Folk får et forklaret udtryk i ansigtet og mere vægt i deres stemmeføring. Det er lidt ligesom at møde folk der er blevet frelst. Ikke fordi de på nogen måde føler sig bedre end os andre der bare har vores tvivl og vores Fadervor, men der er alligevel en forskel, vi er ligesom to forskellige slags mennesker, selv om vi kommer i den samme kirke og taler pænt til hinanden. Jeg har altid så gerne villet møde Evidensen, jeg vil gerne have den rankhed i ryggen og fasthed i meningerne som de rigtige læger har. Det er ikke fordi jeg har noget imod de kolleger som jeg finder sammen med i pauserne på kurserne, dem som heller ikke har mødt ham. Vi genkender hinanden på lang afstand, og så snakker vi lidt om vejret og den almindelige jammerlige tilstand, og hvis det går rigtig højt, rakker vi ned på vores lokale hospitalskolleger som skam heller ikke er for gode!

I går havde jeg igen en af de dage, da jeg tænkte: »I dag må du kunne finde ham, hvis du gør dig rigtigt umage«. Og min første patient er type 2-diabetiker og har for højt BT. Og det har jeg været på kursus i. Blodtrykket skal ned på i hvert fald under 140 systolisk og blodsukkeret under 7. Og det var det slet ikke. Blodtrykket var faktisk 160 over 95 og blodsukkeret på 9,6. Og det er simpelt nok for han spiser ikke særlig sundt, og han kommer næsten aldrig ud. Men han er tydeligvis ked af det, han har måske også været deprimeret i det sidste halve års tid, uden at jeg har målt hans depressionskoefficient, for heller ikke det kan jeg ordentligt, men i dag blev det meget til at han kiggede ud af vinduet og kæmpede med ikke at begynde at græde. Hans datter har fået konstateret en hjernesvulst som hun ikke kan kureres for. Vi sad stille, og vi snakkede indimellem, men Evidensen dukkede ikke op selv om vi fortsatte langt ind i den næste patients tid. Og dagen var på en eller anden måde ødelagt allerede fra begyndelsen.

Senere kom de så i en lang række. Hende der har hostet i en måned og gerne ville lyttes på. I dag blev hun sendt til røntgen, men hvornår er det lige man skal gøre det? Og ham med ondt i skulderen og den gravide med smerter i bækkenet og barnet med feber og ondt i øret og ham med knæsmerterne der har forsøgt at passe sit job som fisker alligevel, men slet ikke kan. Det ligner en menisklæsion, og så kan han stille op i køen til en knæundersøgelse og miste indtjeningen i de næste et eller andet antal måneder. Det er ikke så nemt, når man har små børn og lige har bygget et hus der er lidt for dyrt. Jeg har jo egentlig haft en god dag, jeg synes også der er god mening i det jeg laver. Men jeg ved godt at jeg ikke er rigtig læge, for en rigtig læge kender Evidensen, og heller ikke i dag mødte jeg ham.

Og så havde jeg vagt, ganske fredelig med nogle enkelte forkølede børn, og dem har jeg såmænd fået ret god øvelse i at vurdere, og jeg synes også jeg er god til at tale med forældrene, men det er sådan noget selvopfundet noget, heller ikke det er rigtigt lægearbejde sådan som jeg læser om det i Ugeskriftet, for eksempel. Og til morgen blev jeg kaldt ud i den fjerneste afkrog af mit vagtdistrikt. En mand havde banket sin kone og var blevet bange for alt det blod der flød. Jeg snakkede med konen, og det var såmænd ikke så galt, og politiet skulle ikke blandes ind i det. Og jeg snakkede med manden og han erkendte sit misbrug, men konen havde også sine fejl! Midt i det hele ringede en ung mor hvis 14 mdr.s barn havde 38 grader, om det var forsvarligt at tage med flyveren nu i formiddag. Jeg ville da gerne se barnet, men de skulle køre i løbet af et kvarter for at nå flyveren. Og uden at have set barnet, alene på morens tonefald, sagde jeg at det kunne hun roligt, men det var måske en ide at give barnet lidt Panodil junior. God tur! Jeg anede ikke en snus om hvorvidt det var rigtigt eller forkert hvad jeg havde gjort, jeg synes jo bare det var synd at de skulle miste turen, og hvad, 38 grader er vel ikke så meget igen. Men havde jeg nu bare mødt Evidensen, så tror jeg at jeg lige som de andre rigtige læger havde kunnet gøre det helt rigtige og gå hjem i seng med god samvittighed.

Da jeg kom hjem lå der en plasticpose med tre store nyfangede fisk på min trappe. De er fra en ung fisker hvis kone jeg aldrig har kunnet hjælpe. Hun har bare så mange smerter rundt i kroppen, hun har i årenes løb været hos alle specialister uden at der er fundet noget galt. Hun havde også været i konsultationen i går og talt om sine smerter og vanskelighederne i familjen og hvor svært livet i det hele taget er. Og på vej ud af døren havde hun fortalt at manden ville lægge et par fisk op til mig når han kom ind fra havet.

Det er utroligt så gode folk er ved os, selv om vi ikke har mødt Evidensen.