Den danske akutmodel mangler endnu kronen på værket

Vi befinder os på et af Londons største traume- og akutcentre: Kings College Hospital, Denmark Hill. Journalerne i akutmodtagelsen er håndskrevne. Bygningerne er gamle, og der er tydelige spor efter sammenlægning af noget, der engang var kontorer – nu indrettet som sengepladser. Antallet af vinduer er begrænset, hvorfor dagslys er en sjælden gæst.

Den koordinerende sygeplejerskes oversigt over patienterne i modtagelsens centrale afsnit forgår på et stykke A3-papir, hvor navne, alder og planer slettes løbende med viskelæder og erstattes af nye i det efterhånden krøllede felt. Der kommer 400-600 patienter igennem modtagelsen hver dag, så der viskes og skribles på livet løs.

Mine rollemodeller er akutlæger

Akutmedicin har været et speciale i England siden 1980'erne. Mine kollegaer, vejledere og rollemodeller er alle akutlæger. Tre fungerende vagtlag med overlæger, afdelingslæger hhv. læger i uddannelsesstillinger. Den ene dag laver de torakotomi eller lægger dræn på traumestuen, den næste dag demonstrerer de undersøgelse for achillesseneruptur eller minder mig om, at min ældre dame med dén sygehistorie også kunne have en pancoast-tumor. Nok er thoraxkirurgerne i gennemsnit hurtigere til at lægge dræn, og ortopædkirurgerne har set flere achillessenerupturer, og helt sikkert er min bagvagt ikke ekspert i pancoast-tumorer. Men de løfter opgaven – og det gør de sikkert og tilfredsstillende døgnet rundt på både de små og de store sygehus. Akutlægerne her har nemlig fået den relevante træning i en række procedurer, og udfører dem på et tilfredsstillende niveau.

Mangel på opbakning i Danmark

Den danske akutmodel en flot introduktion til noget, som kunne være et særdeles trygt og effektivt akutsystem. De praktiserende læger er effektive gatekeepers. Derfor vi kan opretholde et system med visiterede modtagelser i størstedelen af landet. Den præhospitale indsats er solidt integreret i det øvrige hospitalsvæsen og bidrager med dygtig visitation og initial behandling af en stor gruppe kritisk syge patienter. Vi er nået langt, men lige nu lider de nyetablerede akutafdelinger, de velrekrutterede ledelser og de få ildsjæle under manglende national beslutningstagning og entydig opbakning fra de øverste taburetter i Danske Regioner, den Lægelige Videreuddannelse og Sundhedsstyrelsen.

Jeg advokerer ikke for en blyant-viskelæder-model, men flotte facader og smarte it-løsninger kan ikke erstatte det daglige kliniske arbejde, som skal give det gode, sammenhængende patientforløb. Jeg advokerer ikke for en engelsk model i en dansk version, for ingen dansk modtagelse har 600 patienter igennem i døgnet, og vi ønsker ikke at gå tilbage til den uvisiterede skadestuemodel, som de praktiserer her (mere af nød end af gavn). Og selvom læger ansat i en dansk traumemodtagelse nok bør kende til indikationerne for torakotomi, så står det selvfølgelig ikke øverst på kompetencelisten. Jeg vil blot understrege, at det faktisk er muligt at opretholde brede kompetencer, når klinisk træning, enighed, tillid og samarbejde er udgangspunktet.

Akutlægens kompetencer

Faktum er, at akutlægerne er for få, og der er ikke udsigt til bedre rekruttering, før man kan enes om deres minimumskompetencer og råderum. Med for få hænder kan alle døgnets timer ikke dækkes. Det giver dårlig sammenhæng i hverdagen, og mængden af dyre vikarer med varierende kompetencer overskygger glansbilledet. Et fagområde har været en udmærket løsning i en overgangsperiode, så nu må den syv år lange overgangsperiode snart være forbi? Vi må hurtigst muligt satse på et helt curriculum, så disse læger modtager relevant træning inden for hele spektret af akutmedicin. Lad os minimere variationen på tværs af regioner og sygehuse. Lad os enes om akutlægens kompetencer og råderum, så vi kan tilbyde alle akutte patienter den samme behandling hele året rundt. Lad det ske inden flere nøglepersoner forlader området og tids nok til, at vi kan høste gevinsten af de milliardstore investeringer.