Skip to main content

Den der blinker, er bange for døden

Anne Jung

13. maj 2013
2 min.

Døden er blevet tabu i vores samfund, nok ikke så meget i den ældste generation, men hos deres børn, og hvis man dør på hospital, er det nærmest en lægefejl, eller endnu værre: en lægelig beslutning.

Det skaber urealistiske forventninger om nærmest evigt liv, at der sættes hjertestartere op på plejehjem, og at gamle, svage beboere adspørges, om de vil genoplives. Og hvad med personalet, når det ikke lykkes for dem at genoplive beboeren, som det var aftalt? Vil de føle sig skyldige? Og det skaber også urealistiske forventninger på hospitalet, hvilket fremgår af følgende hændelse.

En gammel (88 år) middelsvært dement kvinde var indlagt fra plejehjem med lungebetændelse, og hun var alvorligt akut syg. Sønnen havde sagt til forvagten, at han forventede, hans mor blev genoplivet, hvis hun fik hjertestop, for det havde moren jo aftalt med plejehjemmet, da hun var flyttet ind få måneder forinden. Den yngre læge var meget i tvivl om, hvordan situationen skulle håndteres, fordi det samtidig var et pres fra plejen, at der blev taget stilling til, om der skulle kaldes hjertestop.

Vi talte situationen igennem, og efter fornyet samtale med sønnen var han indforstået med, at vi aktivt behandlede hans mor, men hvis kroppen sagde stop, ville vi ikke forsøge at genoplive, hvis hun fik hjertestop. Han var med andre ord indforstået med, at hans mor fik en værdig død, hvis det skulle komme dertil.

Man kan næppe kalde det informeret samtykke, når et gammelt menneske har sagt ja til genoplivning, da de blev spurgt på plejehjemmet. Den demente dame var ikke i stand til at forstå informationerne, og som størsteparten af de demente havde hun ikke værge, da det er for besværligt og derfor fravælges, hvis hverdagen glider. Der findes andre tilsvarende eksempler.

Efter Herlev-sagen med de hemmelige koder er tabuet flyttet ind på hospitalerne, så oplysninger om aktivt fravalg af genoplivning er nærmest utilgængelige, da de står i et tilfældigt elektronisk notat. En gammel dame havde både tre måneder før og igen under sidste indlæggelse tilkendegivet, hun ikke ville genoplives. Hun var så uheldig at dø lige efter vagtskiftet, og da natholdet ikke kendte patienten, blev hun forsøgt genoplivet og fik ikke den værdige, stille død, som hun havde ønsket sig.

Jeg ønsker mig en debat om døden, når man er gammel, og om døden på hospital. En debat, der ikke er præget af sensationshungrende journalister, der selv blinker. En debat, hvor læger ikke fremstilles som onde guder, der vurderer, om et liv er værdigt. En debat, der fører til accept af, at livet er farligt, specielt når man er rigtig gammel og syg; man kan dø af det.