Den diagnosticerede arrogance

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen.

Professor Raben Rosenberg (RR) har ikke meget tilovers for bogen »Det diagnosticerede liv«, redigeret af Sven Brinkmann. RR anmelder ikke bogen, men forfægter sine egen idiosynkrasier og spiller fornærmet over, at der ikke er nogen psykiatere med forskningsbaggrund med i forfattergruppen. At ADHD i visse undersøgelse er fundet at være associeret med genetik, er ikke et videnskabeligt argument for at »genetiske årsagsforhold er vigtige«, som RR skriver. Den forklarede varians af en række psykiatriske sygdomme kan kun i begrænset form forklares ud fra genetiske faktorer, i hvert fald indtil videre.

Bogen indeholder fremragende artikler, herunder artiklen om ADHD »Patologisering af uro?«. Nikolas Rose har skrevet om »Psykiatri uden grænser?«, som er milevidt fra at være en antipsykiatrisk traver, som RR beskylder bogen for at indeholde. Kapitlet er velovervejet, kritisk og diskuterende. Det er nok det, RR ikke kan lide. Uffe Juul Jensen har skrevet klogt om »Patologisering og kampen om sygdomsbegrebet«. Lars-Henrik Schmidt og Claus Holm skriver veloplagt »Om patologisering af tristhed«, og en række andre forfattere belyser andre emner på udmærket vis. RR forstår ikke/misforstår følgende vigtige pointe: at flertallet af psykiatriske diagnoser nok er valide - men at brugen af diagnoserne er ikke tilstrækkelig valide og reliable - og så kan han godt stikke »den massive videnskabelige litteratur om validering af diagnoser« skråt op. Epidemiologiske undersøgelser har vist, at flere med psykiske lidelser nu med rette ganske rigtigt diagnosticeres - men samtidig behandles flere, som ikke opfylder kriterierne for en psykisk lidelse - eller de behandles for en anden lidelse, end den de har. Og selvfølgelig er netop brugen af diagnoser påvirkelig af sociale, kulturelle og personlige idiosynkrasier.

Der er derfor god grund til at læne sig tilbage og læse bogen. Det var det, RR skulle have gjort i stedet for at lade »den forskningsmæssige baggrund« fylde synsfeltet.