Skip to main content

Den diagnostiske værdi af histopatologisk undersøgelse ved udredning af tumorer i leveren

Overlæge Marianne Lidang Jensen. Ulrik Baandrup, E-mail: ubaan@akh.aaa.dk. Patologisk Institut, Århus Sygehus

4. nov. 2005
3 min.

Det er noget underligt noget med cytologi. Oprindeligt var det kun cytologiske præparater man kunne undersøge i mikroskopet. Histologiske snit lod sig ikke gøre; de var for tykke. Da man i den sidste halvdel af 1800-tallet lærte at skære tyndt nok, forsvandt den cytologiske undersøgelse og var snart glemt. Den blev genopdaget af Papanicolau & Ewing i perioden 1920-1940 både som exfoliativ og aspirationscytologi (finnåle). Anvendelse af aspirationscytologien blev accelereret af svenske undersøgere i 1950'erne.

Nu er vi så nået dertil, at finnålsaspiratet måske igen er på retræten, jf. diskussion om grovnålsbiopsier fra mamma, langt flere nålebiopsier (grovnåle) fra lunger etc. og nu aktuelt i Ugeskrift for Læger den 22. marts 2004 [1] en rekommandation fra Herlev om at undgå leverfinnålsaspiraterne. Forfatterne anbefaler anvendelse af nålebiopsier til histologisk undersøgelse i stedet for finnålsaspirater til cytologisk undersøgelse ved udredning af patienter med billeddiagnostisk påviste processer i leveren. Dette begrundes i, at den cytologiske undersøgelse af finnålsaspirater generelt er begrænset til det diagnostiske udsagn: benign versus malign, og at anvendelse af immunhistokemi kun sjældent kan anvendes på cytologisk materiale. Og dette ifølge forfatterne i modsætning til nålebiopsier, hvor mere eksakt tumordiagnostik kan angives baseret på vurdering af vækstmønster og den immunhistokemiske profil.

Vi er helt enige med forfatterne i, at immunhistokemi er et vigtigt redskab til differentiering mellem primære og sekundære tumorer i leveren og til specificering af metastasetype. Men vi er bestemt ikke enige i, at finnålsaspiration som eneste materiale fra leverprocesser bør undgås.

Den cytologiske undersøgelse kan i dag komme meget længere end til blot at udtale sig om, hvorvidt processen er benign eller malign. Dette selvfølgelig forudsat, at prøven er egnet og cellerig, som den vil være i de fleste tilfælde, og at den vurderes af en erfaren patolog med interesse for cytologi.

Ved benign diagnose kan vi give forslag til benigne differentialdiagnoser, og ved malign diagnose vil vi oftest kunne udtale os om, hvorvidt processen er et lymfom, et karcinom eller et sarkom, og ydermere vil vi ved kendskab til kendt malign tumor andetsteds også kunne sandsynliggøre, om der er tale om metastase fra denne tumor. Der er rigtigt at vækstmønsteret er en vigtig faktor ved tumordiagnostik, og her har cytologien sin begrænsning. Dog vil det faktisk ved stort restmateriale fra finnålsaspiratet, som indstøbes til histologisk undersøgelse, i nogle tilfælde ligefrem være muligt at vurdere vækstmønsteret. Og vigtigt er det at få frem, at det nu er muligt at udføre mere eksakt tumordiagnostik vha. immuncytologisk undersøgelse af udstrygninger fra finnålsaspiratet eller immunhistologisk undersøgelse af restmaterialet fra finnålsaspirationen. Dette udføres da også i dag rutinemæssigt på flere danske patologiafdelinger, og på vores afdeling har vi indført det for nylig. Vi er aldeles overbeviste om, at leverfinnålsaspiraterne, hvor problemstillingen hyppigt er metastase, med anvendelse af restmaterialet til immunhistokemisk undersøgelse, vil have lige så stor succesrate som rapporteret i Herlev-undersøgelsen.

Endelig skal succesrater ved grovnåls- og finnålsbioptering vel også sættes i relation til komplikationer ved biopteringen - som afgjort kan være forskellige i forskellige organer.


Referencer

  1. Ingels HAS, Vainer B, Horn T. Den diagnostiske værdi af histopatologisk undersøgelse ved udredning af tumorer i leveren. Ugeskr Læger 2004;166:1232-5.