Skip to main content

Den Endelige Socialmedicinske Løsning

Haakon Lærum & Peter Høilund, cand.jur., ph.d., Roskilde

2. nov. 2005
4 min.

I Ugeskrift for Læger (2002; 164: 5682-3) kommenterer socionom Helle Nørrelykke vores kronik i nr. 164/39 om Socialministeriets Arbejdsevnemetode. Vi er glade for, at vores kronik har vakt interesse og ikke mindst glade for at Helle Nørrelykke et langt stykke af vejen er enig med os i vore synspunkter. På nogle punkter mener vi dog at hendes indlæg giver anledning til at præcisere noget af det vi skrev om Arbejdsevnemetoden.

Vi vil starte med et forhold, hvor det ser ud som om Helle Nørrelykke har misforstået os. Vores anke over at Arbejdsevnemetoden ganske forsømmer at gøre rede for sin teori, får hende til at tro, at vi er evidensryttere, der jagter den endelige »objektive« sandhed. Således forstået er vi ganske enige med Helle Nørrelykke. Men det er heller ikke det vi mener. Det vi savner, er bl.a. et afklaret menneske- og samfundssyn. Er det fx økonomernes homo economicus - det egoistiske menneske - eller et humanistisk menneskesyn om det gode liv, som metoden forudsætter. Det er faktisk af stor betydning, at menneskesynet klarlægges, da vi handler i forhold til andre mennesker, sådan som vi opfatter dem. Lad os bruge et billede: Den flamske maler Peter Brueghel er bl.a. kendt for et billede, hvor en blind leder nogle andre blinde gennem landskabet, til de falder ud over en afgrund. Det der er vores ærinde er, at en formuleret teori er det nødvendige refleksionspunkt for den konkrete praksis. Hvis ikke man gør sig en idé med eller kan gøre rede for, hvorfor man nu vil bruge den eller den metode, så risikerer man nemt at falde i afgrunden med Brueghels blinde.

Det er her vi mener Arbejdsevnemetoden udgør en alvorlig fare. Den fremhæves som god i sig selv og legitimeres så oven i købet af at blive lovfæstet, hvilket får den til at fremstå som særligt hævet over alle andre metoder. Og her er Helle Nørrelykke jo også enig med os, når hun siger, at der konkret kan blive behov for »andre socialfaglige metoder«.

I den forbindelse vil vi gøre opmærksom på en særlig fælde, der ligger i at Arbejdsevnemetoden er blevet lovbestemt. Den snedige og lidt krakilske klient - disse findes jo også - vil kunne påpege juridiske fodfejl, hvis metoden nu er blevet brugt »forkert«, mangler nogle oplysninger, eller en af de 12 (eller 14) punkter er blevet overset. Her findes kimen til endeløse retslige slagsmål. Helle Nørrelykke mener, at Arbejdsevnemetoden kan sikre, at »borgeren kan få tildelt den ydelse, borgeren er berettiget til - hverken mere eller mindre«. Denne formulering er farlig, fordi den foregiver, at der findes en »objektiv ret«, som borgeren har, blot den bliver fundet med den »rette?« metode. Retten er aldrig objektiv, men resultatet af en sagsbehandling og en forhandling, dvs. konkret en konstruktion, der er bestemt af både socialfaglige og holdningsmæssige præmisser inden for lovens rammer i øvrigt. Derfor behøver der heller ikke at være noget forkert i rettens polycentri i sig selv.

Der er efter vores opfattelse en al for stor tiltro til, at metoder kan løse de grundlæggende problemer i praktisk socialt arbejde. Mange undersøgelser gennem en længere årrække peger på, at der ofte er en disrespekt, eller uværdig behandling, i mødet mellem borger og socialforvaltning. Gennem årtier har socialarbejdere mange steder satset på metoder, som ikke er humanistisk og samfundsvidenskabeligt funderet. På den baggrund forekommer det ikke sandsynligt, at den nye Arbejdsevnemetode, der ikke er videnskabeligt underbygget, kan løse de betydelige praktiske problemer, der fortsat vil være i socialt arbejde.

Til sidst en bemærkning om »åbne« og »lukkede« systemer. Hvorfor lægerne skulle arbejde i mere lukkede systemer end socialarbejderne, virker lidt gådefuldt. Man må da håbe at begge faggrupper arbejder lukket, henholdsvis åbent, bestemt af såvel etik som den lovgivning, der styrer den faglige adfærd i den konkrete sag. Hvordan skulle det socialt-lægelige samarbejde ellers virke? Her vil vi endnu en gang benytte lejligheden til at nævne et eksempel på Arbejdsevnemetodens mangel på gennemtænkning. Den gør helbred til noget uafhængigt af de andre punkter i ressourceprofilen på trods af årtiers medicinsk-sociologiske viden om, at de andre punkter i ressourceprofilen kan være mere eller mindre afledte eller indirekte markører for helbredet. Det er bl.a. derfor vi henviste til en socialmedicinsk model fra 1996. Ikke for at fremhæve denne som særligt hævet over andre.