»Den Endelige Socialmedicinske Løsning«

Ugeskrift for læger bringer i nr. 164/39 en kronik med overskriften: »Den Endelige Socialmedicinske Løsning - om socialt-lægeligt samarbejde uden læger«. Kronikken omhandler Arbejdsevnemetoden, det vil sige den metode landets socialforvaltninger skal anvende fra den 1. januar 2003 i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om revalidering, fleksjob og pension. Kronikken er skrevet af Haakon Lærum, speciallæge i psykiatri og samfundsmedicin, og Peter Høilund, cand.jur., ph.d. og lektor i velfærdsret. Og det er denne kronik jeg, ud fra et socialfagligt perspektiv, vil forholde mig til i dette indlæg. Mine forudsætninger er, at jeg er uddannet socionom med mange års erfaring med udførelse og planlægning af socialt arbejde i primærkommunale socialforvaltninger, psykiatrisk sygehus og almen lægepraksis. Siden 1994 har jeg været underviser ved Den Sociale Højskole i Odense, hvor jeg i 2002 har undervist et meget stor antal kommunale sagsbehandlere, ressourcepersoner og ledere i anvendelse og implementering af Arbejdsevnemetoden.

Som indledning vil jeg sige, at jeg i et vist omfang er enig med Lærum og Høilund i deres betragtninger om Arbejdsevnemetoden og kravet om dens anvendelse. Jeg mener dog, at flere af deres point kan nuanceres, hvilket jeg vil gøre ved at forholde mig til enkelte udpluk af Lærums og Høilunds kronik i den rækkefølge, de fremkommer i deres tekst.

Høilund og Lærum stiller spørgsmålstegn ved om kravet om inddragelse af borgeren i sagsbehandlingen og kravet om, at sagsbehandlingen skal være i tråd med borgerens livsverden og reelle muligheder, hører hjemme i retssikkerhedsloven (§ 4 og 5).

Jeg forstår godt spørgsmålet, for i god sagsbehandling inddrages borgeren og borgerens liv naturligvis! Alligevel mener jeg, at det i et socialfagligt perspektiv er udmærket, at god sagsbehandlingsskik understøttes af lovgivningen, da det jo ikke er nogen hemmelighed, at den oganisatoriske kontekst socialt arbejde udføres i ofte stiller sig i vejen for udførelsen af godt socialt arbejde. Vigtigst er det dog for mig, at vi som borgere kan se i lovene, hvilke rettigheder og pligter vi har i forhold til såvel sagsbehandlingen som økonomisk hjælp til forsørgelse. Et forhold der efter min mening perspektiverer kravet om anvendelse af Arbejdsevnemetoden. Metoden har således to formål nemlig at under-støtte borgerens inddragelse i sagsbehandlingen og at understøtte den sagsbehandling, der skal sikre, at borgeren får tilkendt den ydelse, borgeren er berettiget til - hverken mere eller mindre. Samtidig skal det pointeres, at Arbejdsevnemetoden alene er en sagsbehandlingsmetode - et værktøj, der skal anvendes i forbindelse med afklaring af en borgers arbejdsevne, den må derfor suppleres med andre socialfaglige metoder, hvis borgeren har problemer, der rækker ud over manglende forsørgelsesgrundlag.

Helt konkret er Arbejdsevnemetoden bygget op på en måde, der nødvendiggør inddragelse af og dialog med borgeren, idet flere af de forhold, der indgår som elementer i ressourceprofilen, der er arbejdsevnemetodens kerne, ikke kan beskrives uden at borgerens synspunkter og oplysninger inddrages, ligesom det er et krav, at borgerens bemærkninger til sagsbehandlerens vurderinger af borgerens ressourcer og barrierer skal indføjes i ressourceprofilen. Jeg synes således at anvendelsen af Arbejdsevnemetoden styrker borgerens mulighed for at italesætte sin oplevelse af egen situation. Når jeg anvender betegnelsen »italesætte« oplevelsen af egen situation, er det fordi flere undersøgelser viser, at den kommunikation, der finder sted i mødet mellem den enkelte borger og den sagsbehandler, der repræsentere socialforvaltningen, tilpasses de forventninger, der ligger forud for mødet (1). Efter min opfattelse eksisterer der således ikke én oplevelse og én italesættelse af egen situation, men mange, der hver for sig afspejler den kontekst samtalen foregår i. Og her er det klart, at stort arbejdspres og vanskelige arbejdsvilkår (2) indimellem kan medføre en rigid og teknisk anvendelse af Arbejdsevnemetoden, hvilket i værste fald kan medføre en atomiseret og bureaukratisk sagsbehandling, men det kan metoden som sådan næppe klandres for.

Høilund og Lærum hævder i deres kronik, at sagsbehandleren med den magtposition hun/han har, altid kan skrive sig ud af hvad som helst.

Det er muligt! Men netop her må man jo så rose Arbejdsevnemetodens krav om adskillelse af beskrivelse og vurdering. Et krav der skal understøtte og tydeliggøre grundlaget for de beslutninger, sagsbehandleren træffer. Så vidt jeg kan se, vil metoden således være med til at synliggøre den beslutningsproces, der foregår i spændingsfeltet mellem de indhentede og formålsbestemte oplysninger, den socialfaglige vurdering og de præmisser lovgivningen rummer for bevilling/afslag. En synliggørelse, der giver borgeren og de sagsbehandlere, der måtte overtage sagen, bedre mulighed for at følge den argumentation, der ligger til grund for de beslutninger, der er truffet. Et forhold der i sig selv gør det vanskeligere at »skrive sig ud af hvad som helst«. Jeg er naturligvis klar over, at der i såvel socialt arbejde som i lægeligt og juridisk arbejde altid indgår et element af subjektivitet, så det er klart, at hverken ressourceprofilens beskrivelser eller de socialfaglige vurderinger er objektive. Sagsbehandlerens vidensniveau, erfaringer og forforståelse har selvfølgelig indflydelse på, hvad sagsbehandleren ser, hører, føler og udtrykker. Ligesom der også her må kalkuleres med de organisatoriske rammer.

Højlund og Lærum fremfører videre, at: »Der er tale om en centralisering af fagligheden på det sociale område via metoder og moderne managementteori. Der er her tale om en farlig cocktail. Man kommer let til at fremstille en rationel teknik, hvor mange socialarbejdere vil stille sig tilfreds, blot det ser ud som om metoden er fulgt«.

Ja, den fare ligger der! Men med lidt god vilje kan man måske se det centrale krav om at anvende Arbejdsevnemetoden som et forsøg på at imødegå den institutionspolycentri, der et resultat af, at socialretten. »sammen med andre betydningsfulde retsområder (er) uddelegeret til et stort antal enkeltheder, som tilsammen udgør et broget mønster, hvor der på nogle områder er klare regler og deraf følgende ensartet praksis, mens der på andre områder er forskellig praksis på faktuelt ens sager (3)«. En udvikling, der jf. Høilund i samme artikel: »drøftes intenst i dansk og international retsteori«, fordi institutionspolycentrien medfører, at retsanvendelsen har forskellige magtcentre med specialiserede regel- og bevisopfattelser.

Høilund og Lærum påpeger flere gange, at det er uheldigt, at bogen om »Arbejdsevne - metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne« ikke et eneste sted gør rede for metodens begreber og teoretiske baggrund.

Her mener jeg faktisk at Høilund og Lærum bevæger sig ind i den endeløse og uafsluttede diskussion om, hvorvidt udførelsen af socialt arbejde skal bero på evidensbaserede metoder eller i det, der er praktisk muligt i situationen. Personligt mener jeg, at der ikke kan herske tvivl om, at Arbejdsevnemetodens forankring primært må søges i de psykodynamiske teorier. Et forhold der i øvrigt kan kritiseres ud fra en socialfaglig indfaldsvinkel, da det kan result ere i en psykologiserende sagsbehandling, der gør samfundsskabte problemer, som eksempelvis arbejdsmarkedets manglende rummelighed, til individuelle problemer.

Slutteligen hævder Høilund og Lærum, at lægernes rolle i det socialt-lægelige samarbejde nedtones ganske betydeligt i anvendelsen af Arbejdsevnemetoden.

Det kan jo diskuteres! Måske er det her vigtigt at huske, at lægerne som profession arbejder i lukkede systemer, mens sagsbehandlerne, der tilhører en faggruppe en semiprofession, arbejder i åbne systemer. I et socialfagligt perspektiv vil jeg således mene, at Arbejdsevnemetoden opgraderer de sociale aspekter i borgerens livssituation. En opgradering, der efter min mening bringer forskellige elementer fra borgerens livsverden i ligeværdigt samspil med de diagnostiske oplysninger om borgerens helbred. Og det er vel ikke så ringe, da tilkendelsen af såvel revalidering som fleksjob og pension beror på sociallovgivningens bestemmelser, socialforvaltningens kompetence og sagsbehandlerens socialfaglige vurdering.

Noter