Den farlige asbest

Interessekonflikter: Ingen

Når sundhedsmyndighederne vil bagatellisere alvorlige, eventuelt dødelige farer som statistisk betydningsløse, vil man altid kunne indvende, at det for den enkelte er en ringe trøst, at han dør af en sjælden sygdom. Man må altså afveje det fra arbejderen rimelige krav om total afskaffelse af alvorlige sundhedsfarer med de økonomiske konsekvenser«.

Sådan skrev overlæge, dr.med. Aage Grut i foråret 1968 til Direktoratet for Arbejdstilsynet. Aage Grut var overlæge i Arbejdstilsynet, og betragtningen var generel og principiel, men møntet på sygdomme, der blev fremkaldt af påvirkning af asbestfibre: asbestose, lungekræft og som noget helt nyt - mesoteliom. Inden Aage Grut kom med en endelig vurdering af asbe-stens farlighed, ville han dog først deltage i den anden internationale konference om følger af asbest i Dresden i den følgende måned.

Efter konferencen var Aage Grut ikke i tvivl: »Når man betænker, at mesoteliom kan fremkaldes af små, måske meget små doser (én fiber) og har meget lang latenstid ... synes det rimeligt at konkludere, at man ikke kan lave beskyttelsesforanstaltninger, der beskytter mod mesoteliom«, skrev han til Direktoratet og understregede: »Kun forbud mod anvendelse af asbest og asbestprodukter kan sikre mod denne lidelse«.

Intet forbud trods viden

Trods sin meget klare og utvetydige konklusion erklærede Grut alligevel, at det var »indiskutabelt, at det vil være urealistisk at forbyde anvendelsen både af økonomiske og tekniske grunde«, og han gentog: »Det er som nævnt ikke hensigtsmæssigt med et almindeligt forbud«.

Hensynet til virksomhedens økonomi og samfundsøkonomien stod over hensynet til den enkelte arbejder, som løb risikoen for at pådrage sig en ubetinget dødelig sygdom: mesoteliom. At Aage Grut og med ham andre ledende læger tog sådanne hensyn, var der ikke noget nyt i.

Siden midten af 1950'erne var arbejdere på Dansk Eternit-Fabrik i Aalborg blevet røntgenfotograferet en gang om året, så det kunne kontrolleres, om de led af den invaliderende og i værste fald dødelige sygdom asbestose. Undersøgelserne afslørede hvert år et skiftende antal begyndende og fuldt udviklede tilfælde af sygdommen, men alligevel fik arbejderne at vide, at de ikke fejlede noget. Ydermere blev sygdomstilfældene ikke indberettet til Direktoratet for Ulykkesforsikringen, sådan som det krævedes i lovgivningen, ligesom Aage Grut og leder af Arbejdsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, overlæge, dr.med. Jørgen Frost, brød Arbejdstilsynets egne etiske regler for information af sygdomsramte arbejdere.

Ledelsen vidste besked

Derimod fik Eternit-Fabrikkens ledelse fuld besked, da Aage Grut systematisk informerede direktionen om undersøgelsernes resultater og anbefalede, at de asbestoseramte arbejdere blev flyttet til andet arbejde med mindre asbeststøv - hvis de da ikke var oppe i årene, eller tidligere var blevet flyttet.

Gruts kendskab i 1968 til mesoteliom ændrede ikke ved procedurerne og fortielserne. Det var først, da eternitarbejdernes fagforening i begyndelsen af 1970'erne selv begyndte at undre sig over antallet af syge og døde medlemmer og skabte politisk røre, at det kom til et ophør: »Jeg tror ikke, det kan nytte at skjule noget; man må hellere tage skraldet med det samme«, skrev Jørgen Frost, da endnu en arbejder havde fået konstateret asbestose, og overlæge Henrik Hamburger i Aalborg ville indberette tilfældet til Direktoratet for Ulykkesforsikringen uden at informere den pågældende. Et år efter var det Henrik Hamburger, der ikke ville være med længere: »Jeg har fået kolde fødder«, skrev han til Aage Grut.

Asbest giver mesotelium

Røret iværksat af fagforeningen betød, at Danmark i 1970 fik den første generelle regulering af arbejde med asbest, men det lykkedes i tre år Aage Grut at forhindre, at der blev indført en nedre grænseværdi for antallet af asbestfibre i luften.

Ydermere skrev han i regulativet fra 1970 om beskyttelsesforanstaltninger ved arbejde med asbest, at mesoteliom alene blev fremkaldt af den såkaldte »blå asbest«: crocidolit, og ikke af »hvid asbest«: chrysotil, som anvendtes på Dansk Eternit-Fabrik. Aage Grut vidste imidlertid udmærket, at alle typer asbest forårsager mesoteliom - om end ikke med samme risiko.

Alligevel skrev han, som han gjorde - af hensyn til de økonomiske konsekvenser for virksomheden og for samfundsøkonomien.

Ikke kun Aage Grut, men også Dansk Eternit-Fabriks ledelse kendte til sundhedsfarerne. Sammen med Aage Grut deltog fabrikkens tekniske direktør, William Johnsen, i kongressen i Dresden, og han drog samme konklusion som Grut og gik endda så vidt, at han til sin bestyrelse skrev, at det var »et spørgsmål om hele folkesundheden under hensyn til den stadig større anvendelse af asbest«.

Grut var inde på det samme, da han i sin beretning til Direktoratet for Arbejdstilsynet anførte, at »de små mængder, der forekommer i omegnen af asbestvirksomheder, vil kunne fremkalde i hvert fald mesoteliom«. Det var altså et såkaldt »omegnsproblem« ved produktion med anvendelse af asbest, hvilket Aage Grut ellers tidligere havde benægtet.

Produktionen fortsatte

Det fik imidlertid hverken ham eller Aage Grut til at ryste på hånden. Produktionen af eternit på Dansk Eternit-Fabrik fortsatte upåvirket, om end der efterhånden blev stillet voksende krav til indførelse af foranstaltninger til beskyttelse af arbejderne mod påvirkning af asbestfibre, indtil der endelig i 1986 kom et totalt dansk forbud mod anvendelse af asbest.

Historien om Dansk Eternit-Fabrik er én lang historie om ekstrem kynisme, hvor en virksomheds ledelse lod omsætning og overskud stå over hensynet til medarbejdernes liv og helbred. Men det er også en historie om læge- og myndighedssvigt, da ansvarlige læger og et Arbejdstilsyn, der skulle beskytte arbejderne mod ulykkes- og sundhedsfarer, lod stå til af hensyn til Eternit-Fabrikkens drift og til samfundsøkonomien.

Og det er måske i virkeligheden det værste ved hele skandalen: At læger løj og fortalte arbejdere med en alvorlig og i værste fald dødelig arbejdssygdom, asbestose, at de intet fejlede. Og at læger fortav farligheden for arbejderne og folkesundheden ved et bestemt materiale og dets anvendelse, af hensyn til økonomien. Som sådan sætter asbestskandalen spørgsmålet om lægers ansvar i sådanne sager på spidsen - og udmaler konsekvenserne, når lægerne svigter deres ansvar.

Asbest er siden oldtiden blev kaldt det »magiske mineral« på grund af sine egenskaber og sin store anvendelighed. Mere betegnende er måske Sunday Times' navn for det fra 1969: dræberstøvet. I dag dør op mod 120 personer i Danmark årligt af mesoteliom, og antallet forventes at kulminere i 2025, hvorefter det vil falde. Måske.

Bogen udkommer den 19. marts 2012.

Læs også artiklen om bogen på nyhedssiderne.

Kurt Jacobsen: »Asbest - magisk mineral og dræberstøv«

Informations Forlag, 2012