Den forebyggende depressionsbehandling

I deres skråsikre artikel om den forebyggende depressionsbehandling her i landet nævner Vestergård & Licht en livstidsrisiko for »behandlingskrævende depressioner« på ca. 15% [1] og senere [2] et prævalenstal på 6,6%. Kun en tiendedel af dem, der burde have forebyggende medikamentel behandling, får det.

Men de diagnostiske kriterier i ICD-10 kan kun bruges beskrivende, sygdommen er hverken biologisk eller psykologisk veldefineret. Det er også problematisk, at SSRI over en bred front hjælper på stort set alle ikkepsykotiske psyki-ske lidelser. Der er grund til at tro, at de også vil fremkalde positive virkninger hos mange, der ikke kan karakteriseres som psykisk syge. Det er således uvist, om de, der falder for ICD-10-kriterierne, er syge, og om de, der bedres af behandlingen, bliver kureret for nogen veldefineret sygdom.

Kan det passe, at det skyldes manglende information, at så mange ikke i behandling? Medierne har skrevet meget om »lykkepillerne«, og medicinalfirmaerne har i denne gold-rush-periode fyldt lægernes brevsprækker med reklamer for SSRI. De depressive patienter, der henvises ambulant til H:S Bispebjerg Hospital, har næsten alle prøvet antidepressiva, og en del har fået hjælp, men de fleste udtrykker alligevel skepsis. »Mon medicineringen kan blive livslang«. »Hvordan kommer man ud af det? Jeg vil hellere lære, hvordan jeg undgår at blive deprimeret«. Jeg tror derfor, at den væsentligste årsag til, at mange ikke behandles, er, at de ikke ønsker medikamentel behandling.

Nu får ca. 3% af den voksne danske befolkning i øjeblikket de nye antidepressive præparater, og en pæn del af dem vil antagelig forblive i behandling fremover. Der er derfor ikke kun brug for opmærksomhed på medikamentets effekt på patientens symptomer her og nu, men i høj grad på de biologiske og psykologiske langtidsvirkninger og på de sociologiske og etiske konsekvenser. The Lancet bragte for nylig en kritik af den uetiske brug af methylphenidat (Ritalin) som indlæringsforbedrende middel til amerikanske skolebørn og universitetsstuderende [3]. Vi kan som psykiatere her i landet risikere samme type kritik, hvis vi ikke viser hensyn til patienternes betænkeligheder.

Vi kan let enes om, at psychiatria minor har brug for ressourcer på alle fronter. Det påhviler forskningen at ofre opmærksomhed på den store gruppe af langtidsmedicinerede, som nu er ved at vokse frem. Vi mangler flere og bredere forskningsinitiativer end dem, vi i øjeblikket råder over.

SVAR